Sproggren

Sproggren bød også velkommen til Danmark

Nyhed   •   Sep 11, 2016 14:36 CEST

Velkomstfesten 10. september i Forum var for alle - et stort folkeprojekt - hvor forskellige kulturer, aldre og fagligheder mødtes på tværs for at skabe de bedste integrationsløsninger! Kort sagt – Europas største integrationsevent – og der skulle GÅ DANSK og Sproggrens DANSK2-materialer naturligvis være med!

På den farverige stand i netværksområdet kunne Merete Løvgreen – initiativtager til GÅ DANSK og kvinden bag Sproggren – byde velkommen med korte film og en masse skønne billeder af flygtninge på tur eller midt i danskundervisningen. Det gennemgående tema var, at vi lærer bedst, når vi er i bevægelse og har det trygt og godt, og det kunne de 6 flygtninge fra Asylcenter Næstved også berette om i løbet af dagen. Der blev vist eksempler på ordkort og bogstavterninger med små øvelser, så kroppen også bliver brugt, når det nye ordforråd skal indlæres og trænes.

Rigtig mange besøgende lagde vejen forbi og stoppede op for at få en snak og høre mere om de forskellige tiltag. GÅ DANSK havde mange heldigvis allerede hørt om, men der blev også talt med mange nye ambassadører, som rigtig gerne ville starte lokale grupper op i og omkring København.

Derudover var der mange Venligboere, sproglærere og frivillige af alle slags, som viste stor interesse for en anden måde at undervise i dansk på. Dansk2 i Bevægelse er et frisk pust, som giver masser af dialog og godt humør undervejs, og det var interessant at få folks umiddelbare input til de konkrete materialer.

Blandt de besøgende var Anders Ladekarl fra Røde Kors og Anne Marie Helger, som begge lyttede med stor interesse til tankerne bag det integrationsfremmende projekt.

En skøn og meget kærlig dag i medmenneskelighedens ånd, hvor alle havde en positiv tilgang til hinanden og vores fælles fremtid her i Danmark.