Bedre Psykiatri

Stadig for meget tvang i psykiatrien

Nyhed   •   Apr 09, 2016 11:43 CEST

Tvang er stadig en alt for stor del af behandlingen på psykiatriske afdelinger. De seneste tal fra Sundhedsministeriet viser, at færre indlagte på psykiatriske afdelinger rundt om i landet bliver bæltefikseret. I 2015 blev i alt 1588 personer bæltefikseret, sammenlagt 5069 gange. Det er 320 færre personer og i alt 126 færre bæltefikseringer i forhold til 2014. Det er en positiv udvikling - men desværre viser det sig, at bæltefiksering i nogle tilfælde er blevet erstattet med andre former for tvang. Således kan 3 ud af 5 regioner, rapportere en stigning i brugen af fastholdelse og beroligende medicin som tvang.

"Det er helt klart positivt, at brugen af bælter er faldende - det er en meget voldsom oplevelse for den der bliver fikseret, men også for dennes pårørende, men vi må ikke hvile på laurbærene og se passivt til, mens bælterne bliver skiftet ud med tvangsmedicinering," siger generalsekretær Thorstein Theilgaard.

Tallene viser også, at der, modsat den generelle udvikling, er en stigning i brugen af tvang overfor børn og unge under 18 år.

"Det er beskæmmende, at brugen af tvang overfor børn og unge er stigende," siger Thorstein Theilgaard og uddyber:

"Der findes så meget evidens i både forskning og praksis, der viser, at det er muligt at nå ind til folk, uden brugen af tvang. Vi har set eksempler fra blandt andet Esbjerg, der viser at man kan nedbringe brugen af bæltefiksering markant, hvis man tør tænke i alternative tilgange - det, det handler om, er at nå ind til mennesket, der hvor man kan, hvad enten det er isterningeterapi, musik eller noget helt tredje," siger Thorstein Theilgaard.

BEDRE PSYKIATRI mener i øvrigt, at der bør laves forbud mod bæltefiksering af børn og unge under 18 år.