COK

Uddannelse uden udgifter

Nyhed   •   Aug 21, 2012 13:06 CEST

I Hedensted Kommune har 52 HK'ere taget hele eller dele af Kommunomuddannelsen, stort set uden omkostninger for kommunen. 

Det var personalechef i Hedensted Kommune Jesper Holm, der fik ideen til at bruge rotationsprojekter og andre ordninger under Jobcenterlovgivningen til at give en stor gruppe HK'ere et uddannelsensløft på én gang. 

- Det er ikke ret tit, at man kan give et så stort kompetenceløft uden de store udgifter, men når alt er regnet sammen i det her projekt, og vi ser på bundlinjen, så er vi stort set i nul, fortæller en tilfreds Jesper Holm.

Rotationsprojekt
Projektet har kørt som et rotationsprojekt, hvor medarbejderne i perioder har studeret på fuld tid, mens arbejdspladsen var dækket ind med vikarer. Der var mange velkvalificerede ledige, og Jesper Holm vurderer, at fire år tidligere havde projektet ikke kunnet gennemføres på samme måde, og om nogle år vil det igen være svært at finde nok kvalificerede vikarer, så i Hedensted Kommune greb man chancen, mens den var der. 

Det hele er gennemført i tæt samarbejde med kommunens jobcenter og med undervisning hjemme i kommunens egne lokaler. 

- Det gode ved vores model er, at vi har kunne skabe en god stemning om, at vi er mange, der er sammen om det her. Projektet har fyldt rigtig meget hos os, fordi der er mange, der er involveret for forskellig vis, siger Jesper Holm. 

Fuldtidsstudium
At det har kørt som fuldtidsstudium ser Jesper Holm også som en gevinst både for medarbejderne og for kommunen. Medarbejderne får mulighed for at hive nogle uger ud og være fuldtidsstuderende. De kan trække stikket ud fra den arbejdsmæssige hverdag og koncentrere sig om studiet. Samtidig er de færdige ret hurtigt i stedet for at kaste sig over et uddannelsesforløb, hvor der måske går to til tre år eller mere, inden man er færdig. 

For kommunen er det den samme gevinst. Man får kompetenceløftet på en gang hos nogle medarbejdere, som er dedikeret til det, frem for at trække det over lang tid. Samtidig har arbejdspladserne erstatningsvikarer, mens medarbejderne er på uddannelse. 

Ser fordelene
Flere andre kommuner har også set fordelene i at uddanne større grupper af medarbejdere på samme tid - enten som fuldtidsstudium eller med undervisning en gang om ugen. Finansieringen har været som rotationsprojekt eller ved brug af trepartsmidler.