Skip to main content

Rejsegilde på bæredygtige boliger i Østjylland

Nyhed   •   Feb 03, 2020 15:45 CET

53 nye rækkehuse er ved at tage form i AL2boligs nye boligafdeling i Skødstrup. Udover en arkitektur, der prioriterer det nære fællesskab, og en storslået udsigt ud over Aarhusbugten kan de kommende beboere glæde sig over et byggeri, hvor byggematerialerne er udvalgt med henblik på langtidsholdbarhed og genanvendelse. Valget af bæredygtige materialer giver reducerede udgifter til vedligeholdelse, hvilket igen skaber flere ressourcer til gavn for beboerne.

Bebyggelsens hjerte er et rundt fælleshus, der rummer selskabslokale med køkken, opholdsrum og værksted. Rækkehusene er placeret, så der skabes bedst udsigt for flest mulige i det kuperede terræn.

Torsdag den 23. januar inviterede AL2bolig til rejsegilde og AL2boligs organisationsformand Anette Østerhaab roste både rådgivere og entreprenører for at nå i mål med opgaven: ”… et sted, hvor der fra start af er gode rammer for at være sammen. Et hjem, hvor man er stolt af at bo og invitere folk ind. Vi er glade for, at afdelingen også taler ind i en bæredygtig tidsånd med solceller og træfacader, og at den derudover er astma- og allergivenlig samt røgfri".

Boligerne på den cirka 16.000 kvm store grund tæller 32 styk 4-rums boliger på cirka 110 kvm, 10 styk 3-rums boliger på 80-100 kvm samt 11 tilgængelighedsboliger på mellem 50 og 70 kvm. De første hjem står klar til indflytning i sommeren 2020.

Læs mere: https://www.licitationen.dk/article/view/697119/polser_og_reduceret_husleje_til_pionerbeboere

Bygherre: Al2Bolig
Totalrådgiver: Norconsult KAAI
Underrådgiver: byMunch
Skitseprojekt af JWH arkitekter, WE architecture, Niras og byMunch