Skip to main content

Døgnrapport - ildebrande og indbrud med tyveri af bl.a. designermøbler

Nyhed   •   Jan 12, 2017 09:08 CET

Flere ildebrande – og så alligevel ikke…
En beboelse på Østerbygade i Blendstrup/Skørping blev kraftigt sodskadet den 120117 omkring midnat, da der udbrød mindre brand i et køleskab. Alle beboere kom ud – og ilden blev slukket.

En borger kontaktede politiet den 120117 omkring midnat, da han kunne se flammer i sydvestlig retning. Det lykkedes politiet at indkredse ilden til Gl. Overvad/Nørager, hvor en borger havde foretaget afbrænding – og hvor ilden var blusset op igen. Borgeren sørgede for at smide noget sand på resterne af bålet, så ilden gik ud.

Om det var intensiv rygning, der var årsag til, at der gik ild i et rygeskur på Nørregade i Brønderslev må stå hen i det uvisse. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var et plastikbord i rygeskuret, der var brændt. Der skete ingen skade på fast ejendom i øvrigt.

Den 110117 kl. ca. 2000 opstod der brand i en traktor i et maskinhus på Lundgårsvej i Brønderslev.
En overgang var der bekymring for, at branden ville brede sig til en svinebesætning – men det lykkedes at begrænse ildens hærgen til kun at omfatte traktoren.

Med rette var der tale om røg i køkkenet den 110117 kl. ca. 1930, da man i et supermarkeds bageri på Dannebrogsgade i Aalborg havde glemt nogle brødstiks i en ovn.
Det ’glemte’ bagværk var årsag til så stor røgudvikling, at butikken måtte tømmes for både personale og kunder.
Brandvæsenet sørgede for at situationen ikke udviklede sig – ligesom de sørgede for en grundig udluftning efterfølgende.

Røg i køkkenet gjorde sig også gældende den 110117 kl. ca. 1540 på Ellehammervej i Brønderslev, hvor en glemt pande på et komfur var årsag til røgudvikling.

Sprogbarrierer og anvendelsen af ord som ’fire’ og ’brand’ den 110117 kl. ca. 2200, da en borger ringede 112, var årsagen til at patruljen for en sikkerheds skyld kørte ud til en adresse på Danmarksgade i Hjørring. Vel fremme kunne patruljen konstatere, at der var tale om et sygt barn med feber.

Flere indbrud i døgnet…
Tyve begik i perioden 251216 – 110117 indbrud i en ejendom på Knabervej i Aalestrup, hvor de kom ind via et toiletvindue. Tyvene bevægede sig rundt i hele ejendommen og stjal et 48 tommer Samsung faldskærm model UE48J5000AW serienr. 08L53SDH102580, gråt metal pengeskab måler 40x40x70 cm med kodesikring på front, TDC reciever, flyttekasser med div. arbejdsbeklædning mrk. Kansas, frossen kød, div. værktøj.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

Tyve begik den 110117 i tidsrummet kl. 1700 – kl. 1900 indbrud i en villa på Irisvej i Sindal.
Tyvene kom ind via et badeværelsesvindue, som de brød op.
Der foreligger endnu ikke en opgørelse over, hvad der er stjålet.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Smykker stjålet fra en skuffe i soveværelset blev tyvenes udbytte, da de den 110117 i tidsrummet kl. 1430 – kl. 2150 begik indbrud i en villa på Kvisten i Gistrup.
Tyvene kom ind via et køkkenvindue, som de brød op.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

En villa på Æblely i Tårs var udsat for indbrud den 110117 i tidsrummet kl. 1715 – kl. 2145, hvor tyve skaffede sig adgang via et tophængt vindue, som de brød op – formentlig med et koben.
Der foreligger endnu ingen opgørelse over stjålne effekter.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Sølvtøj blev udbyttet for tyveknægte, der den 110117 begik indbrud i tidsrummet kl. 1630 – kl. 2100 i en villa på Højvangsvej i Bælum.
Tyvene kom ind i villaen ved at bryde en terrassedør op.

Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

En borger kunne den 110117 konstatere, at tyve havde forsøgt at bryde ind i hans villa på Stadionvej i Kaas i tidsrummet kl. 0750 – kl. 1500.
Tyvene havde knust et soveværelsesvindue på bagsiden af huset – men havde tilsyneladende opgivet at komme ind i huset.
Hvis du ved noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Tyve udnyttede muligheden for at gennemrode en villa på Grønspættevej i Hjørring, da de begik indbrud den 110117 i tidsrummet kl. 1700 - kl. 2015 – uden dog tilsyneladende at stjæle noget.
Tyvene havde allerførst skaffet sig adgang til villaen via et vindue, som de brød op – formentlig – med et koben.
Hvis du ved noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Tyve begik den 110117 indbrud i tidsrummet kl. 1200 – kl. 1950 i en villa på Sæbyvej i Asaa.
Tyvene kom ind via et vestvendt soveværelsesvindue, som de brød op – og gennemrodede herefter diverse skuffer og skabe. Udbyttet fra indbruddet blev diverse smykker.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Der blev tilsyneladende intet stjålet, da tyve den 110117 begik indbrud i en villa på fælledparken i Gudumholm/Storvorde i tidsrummet kl. 1500 – kl. 1945.
Tyvene skaffede sig adgang til villaen ved at bruge et koben til at bryde en dør op.
Hvis du ved noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Tilsyneladende blev der heller intet stjålet, da tyve den 110117 begik indbrud i en villa på Mejsevej i Hjørring i tidsrummet kl. 1600 – kl. 1945. Tyvene havde ved dette indbrud brugt et koben til at bryde et nordvendt stuevindue op.
Hvis du ved noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

En borger på Lundtoftevej i Hjørring, blev den 110117 kl. ca. 1940 vækket af sin lur, da det bankede på hoveddøren. Borgeren valgte at overhøre henvendelsen – men blev til gengæld meget vågen, da han kort tid efter hørte, at tyve var i færd med at bryde hans stuevindue op.
En rondering i området af patruljen og forhøringer ved naboer gav desværre intet resultat.
Hvis du ved noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Designermøbler blev udbyttet, da tyve den 110117 i tidsrummet kl. 0730 – kl. 1800 begik indbrud i en landejendom på Jelstrupvej i Slemstrup/Aars.
Tyvene kom ind i landejendommen ved at bryde et vindue op – og stjal 2 PH loftslamper, 1 PH lampe , 6 Arne Jacobsen ’7-er’ stole med sorte med armlæn.
Kontakt Nordjyllands Politi hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

Gør det sværere for indbrudstyven
- Få naboen til at se efter din bolig, eller tilmeld dig nabohjælp på nabohjælp.dk.
- Sørg for at der ser beboet ud: få naboen til at parkere deres bil i indkørslen eller smide affald i din skraldespand.
- Brug tænd/sluk ure til lys og radio.
- Gem værdifulde genstande, så de ikke kan ses gennem vinduerne.
- Lås værktøj og haveredskaber inde, så en tyv ikke kan bruge dem til indbrud.
- Fortæl ikke på sociale medier og telefonsvarer, at du er bortrejst.

En spritbilist blev det også til…
Patruljen standsede den 120117 omkring midnat en bilist på Ingemannsvej i Elling/Frederikshavn.
Det viste sig, at bilisten havde en promille over den tilladte grænse, hvorfor han blev anholdt og medtaget til udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld…
En bilist mistede på grund af glat føre herredømmet over sin bil den 120117 kl. ca. 0520 på Frederikshavner motorvejen i nordlig retning. Bilen snurrede rundt og ramte et dyrehegn.

En bilist påkørte autoværnet på samme motorvej den 110117 kl. ca. 2125. Årsagen til uheldet blev af bilisten oplyst til at være blænding fra en modkørende bilist.