Skip to main content

Døgnrapport - slagsbrødre afkølet, butikstyv anholdt, spritbilist og påkørt råvildt

Nyhed   •   Jan 10, 2017 08:46 CET

Slagsbrødre sat til afkøling

Patruljen måtte den 100116 kl. ca. 0200 rykke ud til et slagsmål på Boulevarden i Aalborg, hvor 2 berusede mænd var røget i totterne på hinanden.

Patruljen resolverede, at begge mænd ville have godt af en afkøling i detentionen, hvorfor de blev anholdt og taget med til politigården.


Klæder skaber folk – et mere varigt resultat opnås, hvis man betaler for varerne
Patruljen rykkede den 090117 kl. ca. 1700 ud til et forretning på Nytorv i Aalborg, hvor man havde tilbageholdt en butikstyv.

Butikstyven havde stjålet smykker og beklædningsgenstande for i alt 7.146 kr.

Varerne blev tilbageleveret til forretningen – og butikstyven blev anholdt, medtaget til afhøring og sigtet for butikstyveri.


Lyseslukkerpatruljen på job
En opmærksom borger kontaktede den 090117 kl. ca. 2230 politiet og gjorde opmærksom på, at der i en butik på Algade i Brønderslev stod et tændt sterarinlys.

Patruljen rykkede ud – og i samarbejde med en vægter – fik de deaktiveret alarmen, skaffet sig adgang til butikken – og ’pustede herefter lyset ud’!

Og så den løftede pegefinger....
Der er omkring 1 million juletræer med levende lys på en ganske almindelig dansk juleaften - og mange flere juledekorationer. Når så få af dem går op i lys lue, er det, fordi vi godt ved, at vi skal være meget forsigtige netop denne aften.
Men resten af året går vi fra tændte stearinlys i entreen, lader lysene brænde i stuen, mens vi sidder i spisestuen, hygger med fyrfadslys og omgås i det hele taget ild, som om intet kunne ske.
I samme øjeblik man tænder en stearinlys eller fyrer op i brændeovnen eller pejsen har man tændt en brand. Ganske vist en hyggelig og kontrolleret brand - men det er åben ild og det kan gå galt på et minut!
Husk:
Gå aldrig fra tændte stearinlys - sov heller ikke fra dem.
Brug kun stabile stager af ubrændbart materiale og sørg for, at lysene sidder fast.
Pas på lysmanchetter. Sluk stearinlys i god tid, inden de brænder ned til manchetterne.
Brug selvslukkende lys, de er dog ingen garanti mod brand.
Stil aldrig levende lys i nærheden af gardiner, i bogreoler eller under hylder/skabe.
Sæt altid fyrfadslys i en ubrændbar, åben holder - de bliver meget varme i bunden!
Hold særligt øje med lys der er overtrukket med guld, sølv eller kobber. Metallaget kan antændes og give voldsomme flammer. Stil altid levende lys i en højde, hvor børn og hunde/kattehaler ikke kan vælte dem.
Stil ikke lys på tv, radio og andre lune steder.
Sørg for, at der ikke er brændbart materiale på, foran eller omkring tændte brændeovne, pejse og petroleumsovne.
Brug altid tørt og rent brænde og sørg for rigelig lufttilførsel til brændeovnen.
http://www.branden.dk/forebyggelse.php


De kære bilister….

Patruljen standsede den 100117 kl. ca. 0115 en bilist på Kystvejen i Hirtshals.

Det viste sig, at bilisten var påvirket af alkohol udover den tilladte grænse – hvorfor han blev anholdt og medtaget til udtagelse på Hjørring sygehus.

Lidt tidligere i den anden ende af politikredsen standsede patruljen den 100117 kl. ca. 0037 en bilist på Roldvej i Års. Her viste det sig, at bilistens førerret var inddraget – ligesom den bil han kørte i var forsynet med en stjålen nummerplade.

Begge bilister kan se frem til en ’hilsen’ fra politiet.


Fiskegarn stjålet ved indbrud
Tyve begik den 080117 kl. ca. 1400 indbrud i et skur på Vive Havn, Hadsund, hvor de stjal 12 stk. garn. Tyvene kom ind i skuret ved at bryde låsesystemet op – og fjerne nogle brædder.

Tyveriet kan formentlig sættes i forbindelse med indbrud i klubhuset i samme område.

Hvis du ved noget, eller tilbydes hælervarer, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.


Luftgevær samt drikkevarer stjålet fra kolonihavehus
Tyve begik i tidsrummet 080117 kl. 1400 – 090117 kl. 1100 indbrud i et kolonihavehus i Dalen i Nørresundby.

Tyvene kom ind via et badeværelsesvindue, som de brød op – formentlig med et koben – og stjal herefter et luftgevær samt nogle dåseøl og nogle sodavand fra et køleskab.

Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.


Flere påkørsler af rådyr
Schweisshundeførerne var på arbejde flere gange i døgnet for at lede efter påkørt råvildt.

I områderne ved Bragenholtvej i Vodskov, Hjørringvej i Brønderslev og Horsensvej blev der i tidsrummet kl. 1900 – kl. 2325 søgt efter påkørt råvildt.

Gode råd til at formindske risikoen for påkørsel af dyr
Hold altid øje med skiltningen. For at mindske antallet af påkørte dyr og for at undgå ulykker laver Naturstyrelsen afværgeforanstaltninger i form af oversigtsrydninger, hegning, lokal hastighedsnedsættelse, ændret skiltning, faunapassager mm.

Vær opmærksom på at f.eks. hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere en ét dyr ud på

vejen.

Vær ekstra opmærksom i oktober og november, hvor hjortevildt er i brunst og i maj og juni, hvor

de får unger.

Risikoen for påkørsel er størst ved solopgang og solnedgang.

Vær ekstra opmærksom på veje, hvor bevoksningen står tæt i rabatten.

Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildets øjne, og så er det en god

idé at lette foden fra speederen.

Kilde: Miljø- & Fødevareministeriet/Naturstyrelsen

http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/jagt/tilskadekommet-vildt/paakoerte-dyr/