Skip to main content

Fra døgnrapporten: Ærlig spritbilist i Frederikshavn og smykketyve på Kastetvej

Nyhed   •   Nov 23, 2016 12:28 CET

Fuld mand bag rattet

Under kørende patrulje tirsdag aften 22. november på Hjørringvej i Frederikshavn, spottede den en forankørende bil, der kørte både langsomt og slingrende.

Patruljen valgte at stoppe bilen.

Den 33-årige fører af bilen valgte straks at stige ud ad bilen og forklare betjentene, at han slet ikke burde køre bil, da han havde drukket en betydelig mængde juleøl.

En alkometertest bekræftede udsagnet, og spritbilisten fik et lift til Hjørring politigård, hvor en blodprøve blev udtaget.

Smykketyve på Kastetvej
Mellem tirsdag eftermidag 22. november og natten til onsdag 23. november har tyve været på spil i en lejlighed på Kastetvej i Aalborg.

Tyvene er gået ind ad hoveddøren til opgangen, hvor kodelåsen ikke virkede. Derefter sparkede tyvene døren til lejligheden op.

Fra lejligheden fik de stjålet smykker af mærket Pilgrim samt et arvesmykke i form af en diamantring.

Har du set eller hørt noget mistænkeligt? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Tasketyve på spil i Gaden
Byturen lørdag aften 19. november endte ikke helt som planlagt for en 24-årig kvinde, der var på besøg i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Under et besøg på en bar i Gaden fik hun stjålet sit dankort, der efterfølgende blev brugt til at hæve et større kontant beløb.

Narkoman bag rattet
Natten til onsdag 23. november stoppede en patrulje en bil på motorvejen nær Hobro.

Patruljen havde mistanke om spiritus eller stoffer.

Den 32-årige fører af bilen fik lov at puste i narkometeret, som slog ud for kokain.

Narkobilisten blev taget med til Hobro Sygehus for at få taget en blodprøve.

Designertyveri i Aalborg
Mellem tirsdag morgen 15. november og tirsdag nat 22. november har tyve været på uanmeldt besøg i en villa på Væverens Sidevej i Aalborg.

Tyvene brød kældervinduet op og havde derved fri gang i resten af huset.

Gerningsmændene gik direkte efter PH-lampen og en møntsamling.

De forlod stedet ud ad terrassedøren.

Gem de dyre designermøbler væk fra vindueskarme og andet, så de ikke kan ses udefra.

Elektronik og tøjtyveri
En sort iPad Air, en laptop af mærket Toshiba, en masse tøj og en håndtaske.

Dét blev udbyttet for tyve, da de tirsdag aften begik indbrud i en villa på Capt Rottbøls Vej i Hjørring.

Tyvene brød et vindue til villaen op, hvorefter de har haft fri gang i hele villaen. De forlod stedet igen ud ad terrassedøren.

Lommetyve i Frederikshavn
En 26-årig mand fra Aalborg blev tirsdag morgen 22. november overrasket over, at hans telefon ikke var at finde i lommen.

Mellem klokken 9 og klokken 10.30 har en lommetyv været forbi ham på Hånbækvej i Frederikshavn.

Undgå tasketyveri

  • Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
  • Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
  • Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.
  • Hold godt øje med dine ting, når du rejser med bus eller tog.

Snydt for ekstra controller
Søndag 6. november flyttede en 24-årig mand fra Nibe penge over til en bruger på DBA i bytte for en Playstation 4 controller.

Pengene blev sendt, men controlleren blev aldrig modtaget.

Han må nu nøjes med at spille Rocket League alene.

Tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA

Biltyve manglede en vejviser
Tyve valgte at bryde ind i en bil holdende på Rakkebyvej i Hjørring natten til tirsdag 22. november.

Fra bilen stjal de en GPS-enhed.

Fjern mobiltelefonen og GPS-enheden fra forruden, når du har parkeret bilen. Læs mere om, hvordan du undgår indbrud i din bil her.