Skip to main content

Fra døgnrapporten: Bedrageri på Facebook, indbrud og kørsel uden kørekort

Nyhed   •   Feb 13, 2017 13:17 CET

Hashkørsel uden kørekort
Natten til mandag 13. februar befandt en patrulje sig på Omfartsvejen i Vodskov.

Her endte patruljen op bag en bil, der kørte noget usikkert og med skiftende hastighed.

De valgte derfor at stoppe bilen.

Den 24-årige fører af bilen virkede meget nervøs og blev ligeledes skønnet påvirket af stoffer, fordi han både havde røde øjne og talte snøvlende.

Patruljen spurgte manden efter kørekort, hvilket han ikke kunne fremvise, da det var blevet frataget.

Han blev sigtet for at køre bil i frakendelsestiden. Derudover fandt patruljen tobak blandet op med hash i handskerummet.

Manden blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika.

Til sidst fik manden lov til at puste i narkometeret, der slog ud for hash.

Slutteligt fik han endnu en sigtelse - denne gang for at køre bil i påvirket tilstand - med hjem. Efter at have fået taget en blodprøve på stationen, selvfølgelig.

Billige designerting på Facebook
En 38-årig kvinde spottede mandag 6. februar en Facebook-profil, der solgte designerting såsom Kay Bojesen, Global knive og andet til meget billige penge.

Hun valgte derfor at slå til og kontaktede sælger, hvor de blev enige om en pris på 4300 kr. Det overførte hun til sælger, men der blev aldrig sendt nogle varer retur.

Vær skeptisk ved salgsannoncer på nettet og spørg altid efter kvittering eller købsbevis på de ting, du køber. Læs mere om, hvordan du undgår hælervarer her.

Uanmeldt gæst i bilen
Fredag eftermiddag 10. februar modtog vagtcentralen en anmeldelse om tyveri fra en bil på Th. Sauers Vej i Aalborg.

Mellem kl. 9.30 og kl. 12.40 har en ukendt gerningsmand været forbi bilen tilhørende en 26-årig kvinde fra Hirtshals.

Umiddelbart er der ikke noget tegn på opbrud i bilen, hvorfra der blev stjålet en GPS.

Gem GPS'en væk og undlad at have større værdier i bilen, når du parkerer den. Husk samtidig at tørre "sugemærket" fra GPS-holderen væk.

Tasketyv på banegården
En 76-årig kvinde fra Ringsted var søndag eftermiddag 10. februar forbi Aalborg station.

Imens hun har begået sig på stationen og omkring John F. Kennedys Plads, har en ukendt gerningsmand været tæt nok på hende til at kunne stjæle hendes pung fra hendes taske.

I pungen var blandt andet betalingskort, kontanter og andre personlige kort.

Undgå lommetyve

  • Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved f.eks. indkøb.
  • Vær skeptisk overfor ukendte personer, der henvender sig - både hjemme og på gaden.
  • Hold pungen tæt til kroppen.

Indbrud i VR
I løbet af søndagen 5. februar har ubudne gæster været forbi en villa på P.A Estrups Vej i Aalborg.

Tyvene er kommet ind i villaen ved at opbryde stuevinduet med et koben, hvorefter de kunne gennemrode alle skaber og skuffer i hele huset.

Tyvene slap af sted med en bærbar PC af mærket Lenovo, forskellige smykker samt et par VR-briller af mærket Trust.

Har du set noget? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Knallertdele på Facebook
En 22-årig mand fra Højbjerg manglede i slutningen af januar dele til sin knallert. Han gik derfor på rov på Facebook.

En sælger på Facebook solgte de dele, han manglede, for 1000 kr. Han overførte pengene til sælger via. MobilePay, men modtog aldrig nogen knallertdele retur.

Safaristole fra sommerhus
Lørdag eftermiddag 11. februar modtog vagtcentralen en anmeldelse om indbrud i et sommerhus på Redningsvejen i Brovst.

Den 50-årige anmelder havde ikke været i huset siden før jul, men kunne nu konstatere, at der fra huset var blevet stjålet to safari-stole.

Han vidste ikke, hvordan gerningsmændene var kommet ind i huset, men der var friske fodspor i sneen foran huset.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt en billig safaristol, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Det Kriminalpræventive Råd og Tryg uddeler d.8 marts kl.9 gratis Nabohjælp-skilte efter først-til-mølle princippet. Du kan læse mere om intiativet her.