Skip to main content

Fra døgnrapporten: Bedrageri på nettet, indbrud og spritkørsel

Nyhed   •   Feb 15, 2017 11:34 CET

Indbrud i pedellens værksted
Mou Skole i Storvorde fik natten til onsdag 15. februar besøg af ubudne gæster.

Indbrudstyvene brød yderdøren til pedellens værksted op med et koben, hvorefter de havde fri adgang til værkstedet.

Tyvene fik stjålet en værktøjskasse med diverse værktøj samt forskelligt el-værktøj fra en hylde.

Har du set noget? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Indbrudstyve uden koster
Natten til onsdag 15. februar var et par inbrudstyve forbi en landejendom på Rindhøjvej i Hobro.

De knuste en rude ind til stuen, hvorefter tyvene havde mulighed for at række armen ind og åbne vinduet.

Ruden blev knust med en betonsten.

Tyvene forlod hurtigt stedet, da de åbnede døren til soveværelset, som anmelder, der sov i værelset, vågnede ved.

Hashkørsel uden kørekort
Tirsdag aften 14. februar stoppede en patrulje en bil på Nytorv i Aalborg.

Patruljen lagde mærke til, at føreren af bilen byttede plads med passageren, da patruljebilen blev spottet.

Det var en ret underlig adfærd, hvorfor bilen blev stoppet.

Den 24-årige fører af bilen virkede tydeligt påvirket, og han fik derfor lov at puste i narkometeret.

Det slog ud for hash.

Patruljen spurgte selvfølgelig også manden om kørekort. Det kunne han dog ikke fremvise, da det var blevet frakendt.

Han blev anholdt, sigtet for at køre i påvirket tilstand samt uden kørekort, og taget med til stationen for at få taget en blodprøve.

Du skal være 18 år for at må købe spiritus
5 flasker spiritus.

Dét var, hvad to butikstyve på 16 og 17 år forsøgte at få fingrene i tirsdag eftermiddag 14. februar.

Man skal jo kun være 18 år gammel for at købe spiritus, ikke?

Det var en vagt i Kvickly i Hjørring dog ikke enig i, som spottede drengene i akten og fik dem tilbageholdt.

I stedet for gratis sprut, må de nøjes med et par sigtelser for butikstyveri.

Biltyv fanget på fast gerning
En ikke-aflåst bil fik tidligt søndag morgen 12. februar besøg af en ikke-velkommen gæst på Carl Klitgaards Vej i Nørresundby.

Han formåede at skaffe sig uberettiget adgang til bilen, hvorfra han fjernede en brandslukker.

Den medbragte han så til en anden bil, som han også ville ind i.

Her var ejeren dog i nærheden og råbte af den 24-årige tyv.

Men tyven stak af.

Det var dog anden gang i løbet af søndagen, at en bil på parkeringspladsen havde haft ubudne gæster. Måden hvorpå indbruddene var begået var endda ens.

Politiet aflagde derfor visit ved indbrudstyven fra det første tyveri, hvor han blev sigtet for endnu et biltyveri.

Indbrudstyven skræmt væk
Klokken var kvart i fem onsdag morgen 15. februar, da en 24-årig kvinde hørte hørte en rude knuse i hendes hjem på Blomstervænget i Øster-Vrå.

Det fik hende straks op ad sengen, hvorefter hun skyndte sig at tænde lyset i hele huset. Det blev indbrudstyvene forbavsede over og skyndte sig at flygte fra stedet.

Har du set noget? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Spritkørsel i Tjele
En patrulje stoppede tirsdag aften 14. februar en bil på Aalborgvej i Tjele til rutinetjek.

Den 49-årige fører af bilen lugtede af alkohol og virkede desuden påvirket. Han fik derfor lov at puste i alkometeret.

Det slog ud.

Bilisten måtte parkere bilen, modtage en sigtelse for at have kørt bil i påvirket tilstand samt hoppe ind på bagsædet af patruljevognen for at få taget en blodprøve tilbage på stationen.

Lommetyve på Banegårdspladsen
En 80-årig kvinde fra Hjørring blev tirsdag formiddag 14. februar udsat for lommetyveri.

På Banegårdspladsen i Hjørring har en ukendt gerningsmand været tæt nok på til at kunne stjæle hendes tegnebog.

Efterfølgende blev anmelder kontakter af hendes bank, der kunne fortælle hende, at der var foretaget en hævning fra kortet på 1500 kr.

Undgå tyveri

  • Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved f.eks. indkøb.
  • Vær skeptisk overfor ukendte personer, der henvender sig - både hjemme og på gaden.
  • Hold pungen tæt til kroppen.
  • Skjul altid din pinkode, når du handler.

Efterladt i kulden
En Biopejs til kun 6.000 kr. Dét lyder som en god pris, ikke?

Det mente en 32-årig mand fra Rødovre i hvert fald, da han fandt salgsannoncen på DBA fra en sælger i Nordjylland.

Han overførte pengene til sælger samme dag, 10. februar, men pejsen blev aldrig sendt af sted til køber.

Må fræse udenom
En 39-årig mand fra Gistrup fandt i starten af februar en billig fræsemaskine på nettet.

Han valgte at slå til og overførte 2000 kr. til sælger.

Fræsemaskinen blev dog aldrig sendt af sted.

Tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA.

Bedrageri på nettet er et voksende problem i Danmark. Alene i 2014 blev ca. 150.000 mennesker udsat for internetkriminalitet. Vær skeptisk. Læs mere her.