Skip to main content

Fra døgnrapporten: Designertyve kom vidt omkring og tasketyve i bylivet

Nyhed   •   Nov 08, 2016 11:03 CET

Designertyveri i sommerhus
1 stk hvidt Piet Hein Ellipse spisebord, 8 stk Børge Mogensen spisebordsstole og 2 stk Poul Henningsen pendellamper.

Dét blev udbyttet for tyve, da de mellem søndag 30. oktober og onsdag 2. november begik indbrud imod et sommerhus på Høgevej i Bindslev.

Tyvene brød et værelsesvindue op og slog sig løs i huset. De forlod stedet igennem hoveddøren.

Gode råd til at sikre dit sommerhus

  • Brug udendørsbelysning med føler
  • Spær indkørslen med en bom eller kæde, så tyven ikke kan køre helt op til huset.

PH-lampe stjålet fra vindue
Et opbrudt vindue og en forsvunden PH-lampe var, hvad anmelder natten til tirsdag 8. november kom hjem til.

Fra lejligheden beliggende på Søndergade i Sæby har tyve brækket vinduet, som vender imod gaden, op, og stjålet lampen, der stod i vindueskarmen.

Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt de værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra.

Lommetyve på Vesterå
J-dag 4. november endte ikke helt som planlagt for en 53-årig mand fra Aalborg.

Efter en kort tur på Vesterå i Aalborg kunne han ikke længere finde sin iPhone 5s. En tasketyv havde været i gang.

Et par fif til at undgå tasketyveri

  • Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
  • Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
  • Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.

Siddeglade tyve i sommerhuset
Tyve brød søndag aften 6. november ind i et sommerhus på Perlevej i Ålbæk igennem terrassedøren.

Fra sommerhuset stjal de 2 "Y'er" stole af Hans Jørgensen Wegener.

Mærk evt. dine værdigenstande, så tyven har sværere ved at sælge dem. Læs mere om operation mærkning her

Bestjålet islænder
Byturen i Brønderslev natten til lørdag 5. november gik ikke helt som planlagt for en islandsk turist.

Den 20-årige islænding fik stjålet sin iPhone, imens hun befandt sig på Nørregade i byen.

Har du set noget mistænkeligt? Så husk, at du kan tippe os igennem vores app til Android, iPhone og Windows Phone.

Lommetyv prøvede lykken
I løbet af mandagen 31. oktober har lommetyve været på spil i Løkken.

En 39-årig mand fra Sønderjylland fik i løbet af dagen stjålet sin pung indeholdende betalingskort, diverse personlige kort samt kontanter.

Elektroniktyveri i villa
I løbet af mandag formiddag 31. oktober har tyve været på spil i Toftegårdsparken i Sulsted.

Her har de brudt et stuevindue til en villa op og gået på rov i boligen.

Fra villaen har de blandt andet stjålet to iPads samt sølvmønter fra et pengeskrin.

Har du set noget? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Snydt for Opel
En 28-årig mand fra Brønderslev-området havde i slutningen af oktober købt en bil fra Finland over nettet.

Han aftalte et depositum med sælger på 4500€, så bilen kunne blive sendt til Danmark.

Pengene blev overført, men bilen blev aldrig sendt af sted.

Undgå tyveri på nettet:

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.

Det bliver koldere og koldere udenfor, hvilket betyder sne - og isglatte veje. Har du husket vinterdækkene på bilen? Det er både for din egen og for dine medtrafikanters skyld.