Skip to main content

Fra døgnrapporten - designertyve taget på hjulene

Nyhed   •   Mar 02, 2017 08:59 CET

7-er stol

Designertyve taget på hjulene…
14 stk. ”7-er stole” skulle have været udbyttet af et tyvetogt rettet mod Bælum Vandværk den 010317 omkring midnat.
Tyvene var da også nået så langt i deres forehavende, at de havde begået indbruddet. De kom ind ved at bryde et vindue op – og de havde også fået læsset tyvegodset ind i deres køretøj – en VW Touran. Og de var da også på vej væk fra indbruddet ...
Samtidig med tyvenes koncentrerede og målrettede indsats fik Nordjyllands Politi underretning om, at der var indbrud på Bælum Vandværk – og patruljen rykkede ud.
Den opmærksomme patrulje standsede herefter en VW Touran i Kongerslev – og konstaterede, at køretøjet udover at indeholde 14 stk. ”7-er stole” også indeholdt 2 stk. tyveknægte.
Tyveknægtene blev anholdt – og torsdagen kommer til at omfatte en nærmere afhøring inkl. sigtelser for indbrud og tyveri.

Når man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt!
En spritbilist måtte den 020317 omkring midnat sande, at han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – nemlig på Stationsvej i Bælum.
På vej til indbruddet på Bælum Vandværk spottede patruljen bilisten, der nægtede at efterkomme patruljens anvisninger om at standse. Det lykkedes dog patruljen at bringe bilisten til standsning for blot at kunne konstatere, at det ikke var indbrud, der var bilistens dårlige samvittighed – men nærmere det, at han var påvirket af spiritus udover den tilladte grænse.
Bilisten blev derfor anholdt og medtaget til udtagelse af en blodprøve.

Spirituspåvirket knallertkører
Patruljen standsede den 010317 kl. ca. 1850 en knallertkører på Korupvej i Hadsund.
Det viste sig, at knallertkøreren var spirituspåvirket udover den tilladte alkoholgrænse, hvorfor han blev anholdt og medtaget til udtagelse af en blodprøve.

Spirituspåvirket bilist
Patruljen standsede den 010317 kl. ca. 2010 en bilist på Ålborgvej i Hjørring.
Det viste sig, at bilisten var påvirket udover den tilladte alkoholgrænse, hvorfor han blev anholdt og medtaget til udtagelse af en blodprøve.

Elektronik stjålet ved indbrud
Tyve begik den 010317 i tidsrummet kl. 1845 – kl. 2045 indbrud i en villa på Luthersvej i Aabybro.
Tyvene brød en terrassedør op og gennemrodede skabe og skuffer i hele huset.
Tyvene stjal en IPad , IPhone samt en bærbar PC.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

Indbrud i villa – intet stjålet
Tyve begik i perioden 260217 – 010317 indbrud i en villa på Frilandsvej i Brønderslev.
Tyvene brød et soveværelsesvindue op og bevægede sig rundt i huset – uden dog tilsyneladende at stjæle noget.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Mislykket forsøg på butikstyveri
Det lykkedes ikke for en kunde i Rema 1000 på Mariagervej i Hobro at slippe af sted med butikstyveri den 010317 kl. ca. 2120.
Opmærksomme butiksansatte spottede kunden og tilbageholdt ham, indtil patruljen nåede frem.
Det viste sig, at kunden udover at være en del spirituspåvirket - også var i besiddelse af hash.
Kunden blev anholdt – og måtte en tur via detentionen – inden han kan afhøres og sigtes for forsøg på butikstyveri samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Glemt gryde på komfur årsag til kraftig røgudvikling
En glemt gryde på komfuret var den 020317 omkring midnat årsag til kraftig røgudvikling i en lejlighed på Julsøparken i Brønderslev.
Gryden blev taget af komfuret – og beboeren måtte en tur på Hjørring Sygehus til observation for røgforgiftning.