Skip to main content

Fra døgnrapporten: Flere indbrud, butikstyverier og kørsel uden kørekort

Nyhed   •   Jan 10, 2018 14:03 CET

Tyv på sightseeing skræmt af alarmen

Tidligt onsdag morgen 10. januar var en indbrudtyv forbi en villa på Myntevej i Vestbjerg.

Beboerne i villaen var taget på arbejde, så kysten var klar. Tyven tog derfor en stor sten fra haven og knuste en rude. Uden noget glas i vinduet, kunne tyven række armen ind og åbne vinduet helt, så han kunne komme ind. 

Indbrudstyven fik kigget et soveværelse igennem samt et badeværelse. Da han trådte ud i entréen lød alarmen dog. Højt. 

Indbrudstyven smed, hvad han havde i hænderne og løb fra stedet i al hast. 

Tyven var klædt i sort fra top til tå. Har du set noget? Så ring til Nordjyllands Politi på 114. 

På besøg i sommerhuset
Også i Løgstør var indbrudstyvene at finde mellem 5. og 9. januar. 

Her blev et vindue til et sommerhus blot aflistet, hvorefter tyvene kunne komme ind i huset. 

De slap af sted med to barstole og to liggestole. 

Har du fået indbrudssikret dit hus? En solid dør og et par ordentlige vinduer er indbrudstyvens værste mareridt. Læs mere om, hvordan du bedst sikrer dig, her.

Smykketyve i Hjørring
Forskellige armbånd og halskæder i guld var, hvad en eller flere indbrudstyve slap af sted med tirsdag eftermiddag 9. januar, da de lagde vejen forbi Musvitvej i Hjørring. 

De forsøgte at komme ind ad soveværelsesvinduet, men det viste sig at være alt for solidt til de ubudne gæster. Heldigvis for dem, var terrassedøren en del nemmere at brække op. De smuttede forbi soveværelset, hvor de fik tømt natbordet for smykker. 

"Vi kigger bare"
I Fini Henriques Kvarter i Brønderslev var der også udefrakommende at finde tirsdag eftermiddag 9. januar. 

En ukendt person havde taget kobenet under armen og smuttede forbi en villa i kvarteret. Terrassevinduet var intet match for kobenet, der fik det brækket op uden problemer. 

Gerningsmanden fik herefter kigget hele huset igennem, men måtte sande, at der åbenbart intet af værdi var for en indbrudstyv som ham. Det vides ikke, om det var den dårlige samvittighed, der fik ham til at vende om. 

Er det her den rigtige dør? 
En butikstyv var tirsdag aften 9. januar forbi Super Brugsen på Adelgade i Hobro. 

Den 31-årige tyv var hurtig til at finde en masse varer, han gerne ville have med hjem, hvorefter han lagde dem i kurven og forlod butikken, 

De ansatte lagde dog mærke til optrinnet. Manden valgte nemlig ikke at gå ud ad indgangen som alle de andre kunder, men forsøgte derimod at forlade stedet igennem bagdøren. 

De ansatte fik stoppet tyven, der erkendte og afleverede varerne tilbage. I stedet for gratis varer måtte han nøjes med en sigtelse for butikstyveri. 

Man behøver ikke et kørekort for at køre bil, vel?
Ovenstående var måske, hvad en 62-årig mand spurgte betjentene om, da han blev stoppet onsdag morgen 10. januar. 

Systemet i patruljevognen havde nemlig slået ud på mandens nummerplade og kunne fortælle, at føreren af bilen vidst nok var blevet stoppet to gange før uden at have erhvervet et kørekort. 

Betjentene fik derfor stoppet manden, der måtte krybe til korset og fortælle, at et gyldigt kørekort ikke kunne findes i mandens pung. 

Eftersom det var tredje gang, at manden var blevet stoppet uden kørekort, måtte betjentene beslaglægge bilen. 

Apropos biler, så holder vi ekstra øje med bilisterne i morgentrafikken i denne uge. Har du husket selen? Og har du husket at spænde dine børn fast?