Skip to main content

Fra døgnrapporten: Hestetyve i Års, designertyve i Saltum og glemt bil i Aabybro

Nyhed   •   Jan 13, 2017 11:32 CET

Hestetyve i Års
Mellem lørdag aften 7. januar og søndag morgen 8. januar har ubudne gæster været på besøg i en stald på Granlidevej i Års.

Fra stalden er der blevet stjålet rideudstyr og en hest.

Hesten er en dansk varmblod, vallak, 6 år gammel, brun og har et stangmål på 176cm.

Hvis du har set noget eller på anden vis har brugbar information, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Beruset butikstyv i Netto
En beruset mand blev tidligt fredag 13. januar tilbageholdt af ansatte i Netto på Vesterbro i Aalborg.

Den 44-årige butikstyv havde prøvet at gemme en elefantøl i ærmet og ville forlade butikken uden at betale for den.

Personalet var dog vågne og fik ham stoppet.

I stedet for en gratis elefantøl modtog han en sigtelse for tyveri.

Påvirket bag rattet i Hjørring
En 23-årig mand var torsdag eftermiddag 12. januar i gang med at forlade en P-plads på Bispensgade i Hjørring, da han blev stoppet af en politibetjent.

Betjenten havde fattet mistanke til manden, hvorfor han fik lov at puste i narkometeret inden han kørte fra P-pladsen.

Det slog ud for stoffer.

Han blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og taget med til stationen for at få taget en blodprøve.

Plæneklippertyv i Frederikshavn
Onsdag formiddag 11. januar fik en forretning på Suderbovej i Frederikshavn uanmeldt besøg an indbrudstyve.

Fra forretningen formåede tyvene at stjæle en robotplæneklipper af mærket Husquarna.

På plæneklipperen var der dog monteret en GPS, så politiet ved, hvor de skal lede efter maskinen.

Må jeg låne din bil?
En 31-årig mand fra Aabybro valgte onsdag 11. januar at udlåne sin bil til en kammerat, der manglede en bil.

Kammeraten valgte at gå på druk, efter han havde lånt bilen.

Han kom hjem dagen efter i en taxa og var ude af stand til at huske, hvor han havde parkeret bilen.

Bil til låns i Aalborg SØ
En familie fra Aalborg havde i løbet af torsdagen 12. januar pakket bil med henblik på, at skulle køre på skiferie dagen efter.

Da de kom ud til, hvor bilen burde stå, fredag morgen, var bilen væk.

Det viste sig, efter familien havde anmeldt det til politiet, at en kammerat til sønnen i familien havde lånt bilen, da sønnen havde begge nøgler dertil.

Kammeraten blev kontaktet og afleverede bilen tilbage til familien.

Knuste sideruder på Oddesundvej i Aalborg
Mellem torsdag eftermiddag 12. januar og fredag morgen 13. januar har en biltyv været på spil på Oddesundvej i Aalborg.

Fem biler har i ovennævnte periode fået knust sideruden ind til kabinen i bilen. Herefter er bilerne blevet gennemrodet for ting af værdi.

Olsen-banden på tur i Brønderslev
En familie på Vedbendvej i Brønderslev kunne fredag morgen 13. december konstatere, at der havde været ubudne gæster i deres hjem.

Tyvene var kommet ind ad terrassedøren, som de havde brudt op med et koben. Herefter havde de indfundet sig på kontoret, hvor de stjal et pengeskab med blandt andet bilnøgler og pas i.

En god lås og kraftig karm er indbrudstyvens værste fjende. Læs mere, hvordan du sikrer døre og vinduer imod indbrud her.

Designertyveri i Saltum
Seks styks Arne Jacobsen 7'er-stole.

Dét blev torsdag eftermiddag udbyttet for tyve, da de valgte at bryde ind i et sommerhus på Vagtelvej i Saltum.

Indbrudstyvene knuste ruden i terrassedøren, hvorefter de havde fri adgang til stuen, hvor stolene stod.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt billige designerstole, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Snydt for mobiltelefoner
En mand fra Hadsund købte i december to telefoner på DBA.

Den ene for 200 kr. og den anden for 380 kr.

Han overførte pengene til sælgerne på DBA, men modtog aldrig telefonerne.

Tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA.