Skip to main content

Fra døgnrapporten: Indbrud, tyverier og tasketyve

Nyhed   •   Feb 27, 2017 14:04 CET

Spritbilist stoppet
Mandag formiddag 27. februar ringede en 41-årig mand til vagtcentralen.

Han mente, at han lige havde spottet en mand, der muligvis var beruset, sætte sig ind på føresædet af en bil holdende på Søndergade i Frederikshavn.

Vagtcentralen kastede beskeden videre ud til alle patruljerne, så de kunne holde øje.

En patrulje spottede umiddelbart efter bilen og fik den stoppet.

Føreren af bilen fik lov at puste i alkometeret. Det slog ud - ikke for alkohol, men for stoffer.

Bilisten blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og taget med til stationen for at få taget en blodprøve.

Det' bare gas
Mandag formiddag 27. februar blev en ansat ved Nordjysk Gas Teknik mødt af et noget overraskende syn.

Hegnet, der omkredser pladsen, som ligger på Kystvejen i Nørresundby, var blevet klippet i stykker.

Fra pladsen havde gerningsmændene stjålet 8 stk 5 liters gasflasker, der bliver brugt til skærebrændere.

Har du set noget mistænkeligt? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Lommetyve i Gigantium
Besøget i Gigantium torsdag eftermiddag 26. februar gik ikke helt som forventet for en 14-årig kvinde fra Aalborg.

Under besøget i idrætsanlægget har en tyv været tæt nok på hende til at kunne stjæle hendes iPhone fra hendes lomme.

Undgå tricktyveri

  • Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved f.eks. indkøb.
  • Vær skeptisk overfor ukendte personer, der henvender sig - både hjemme og på gaden.
  • Hold pungen tæt til kroppen.

Indbrud i svømmehallen
LookFit Fitnesscenter på Hostrupvej i Hobro fik mellem lørdag eftermiddag 25. februar og tidligt mandag morgen 27. februar besøg af ubudne gæster.

Gerningsmændene har aflistet en rude ind til et lagerlokale, hvorfra de også forlod stedet igen.

Tyvene formåede at stjæle 600-700 kr. i kontanter fra adressen.

En solid vindueskarm er indbrudstyvens værste mareridt. Læs her, hvordan du sikrer dig imod indbrud.

Elektroniktyve i Aabybro
To Macbooks, én iPad, én telefon, 2 laptops og to Playstation 4'ere.

Dét blev udbyttet for indbrudstyve da de søndag aften begik indbrud i en villa på Enebærvej i Aabybro.

Tyvene brød terrassedøren til villaen op med et koben og kunne derefter begå sig frit i huset.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt en billig Playstation, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Ødelagte dæk på hovedgaden
Søndag formiddag modtog vagtcentralen en anmeldelse om hærværk på Byrum Hovedgade på Læsø.

En ukendt gerningsmand havde sprættet to dæk op på anmelders bil.

Har du set noget? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Stjålet trailer i Dybvad
En tyv manglede mellem fredag eftermiddag 25. februar og lørdag 26. februar en trailer.

Tyven fandt også en, omend den hverken var til låns eller til salg, på Badskærvej i Dybvad.

Har du set en bil med en trailer, der ikke tilhører bilen, så giv os et kald på 114.

Indbrud uden koster i Hjørring
En indbrudstyv havde søndag eftermiddag 26. februar udset sig en villa på Vanggårdsvej i Hjørring.

Tyven brød vinduet til soveværelset i villaen op med et koben og kunne derefter tage for sig af kosterne.

Men tyven tog ikke for sig af noget som helst. Der blev gået rundt i hele villaen, hvorefter han forlod stedet igen ud ad vinduet.