Skip to main content

Fra døgnrapporten: Køkkentyve, mistroiske bilister og indbrudstyv i åbningstiden

Nyhed   •   Apr 05, 2018 13:44 CEST

Påvirket og uden kørekort
En bil blev stoppet på Parallelvej i Hjørring onsdag aften 4. april.

ANPG-systemet på patruljevognen slog nemlig ud på den forankørende bil. Ejeren af bilen var frakendt førerretten. 

Da de tog fat i den 39-årige bilist, viste det sig rigtigt nok, at han intet kørekort havde. 

Betjentene kunne samtidig se, at der lå flere øldåser og en sammenrullet 50kr-seddel inde i kabinen. Narko –og alkometeret blev derfor fundet frem. 

Det viste ikke en promille på over det tilladte, men slog derimod ud for både amfetamin og hash. 

Den sigtede bilist erkendte, at han ikke havde noget kørekort, men nægtede sig skyldig i at køre påvirket, da "han ikke kunne mærke stofferne." 

Han blev anholdt og taget med på stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte resultaterne af målingerne. 

Lad være med at sætte dig bag rattet, hvis du har drukket eller taget stoffer. Det er ikke kun dig, det kan gå ud over.

Indbrudstyv fanget på fersk gerning i Svenstrup
En lægekonsultation på Tingstedet i Svenstrup blev onsdag 4. april besøgt af en indbrudstyv. 

Tyven formåede at åbne en låst dobbelt skydedør udefra, hvorefter der var fri adgang til stedet. 

Der blev stjålet tre mobiltelefoner, en tegnebog, pandelampe, to stempler og to par solbriller. 

Men det var jo onsdag eftermiddag og personalet var på arbejde. Da de så gerningsmanden, råbte de ham straks an og tilkaldte politiet. 

De fleste af kosterne blev henkastet på en mark ved gerningsstedet. Gerningsmanden kunne dog ikke undløbe politihundenes næser og blev hurtigt fundet. Han var i besiddelse af de resterende koster. 

Tyven blev sigtet for indbrud. 

Ingen efter-påske sejllads
En båd parkeret på Havnegade i Asaa fik mellem fredag 30. marts og onsdag formiddag 4. april besøg af en eller flere ukendte gerningsmænd. 

På båden var en påhængsmotor, som var låst fast til båden. Låsen viste sig dog ikke at være det store match for gerningsmændene, der fik slået låsen i stykker og stjålet bådmotoren. 

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.

Udstyrstyve på Væddeløbsbanen
Indbrudstyve ude efter hesteudstyr lagde vejen forbi Aalborg Væddeløbsbane lige før påske. 

Tyvene fik skåret hængelåsen til et saddelrum over, hvorefter de kunne tage for sig af ridehjelme samt to trenser i plastik.

Er du blevet tilbudt billigt rideudstyr, hører vi gerne fra dig på 114.

SÅ meget har jeg ikke drukket
Også i Aalborg var de mistroiske bilister at finde tidligt torsdag morgen 5. april. 

En patruljebil fik mistanke til en bil på Mølleparkvej, som de valgte at stoppe til rutinetjek. Den 34-årige bilist var noget fjern i blikket, hvorfor betjentene fandt alkometeret frem. 

Bilisten pustede i det med den overbevisning om, at det selvfølgelig ikke ville vise en promille på mere end det tilladte. 

Alkometeret viste en promille på mere end det tilladte. 

En blodprøve på stationen fik bekræftet betjentenes måling og afkræftet mandens overbevisning. 

Glemte fornuften i Frederikshavn
I Frederikshavn var fornuften også blevet glemt hjemme i garagen, da en 29-årig mand fra byen var ude at køre den 4. april. 

ANPG-systemet på en patruljevogn kunne nemlig vise, at ejeren af den forankørende bil ikke havde noget gyldigt kørekort. 

Betjentene blinkede derfor med blinkene, så han kunne holde ind til siden. 

Den 29-årige bilist var hverken påvirket eller noget som helst, men blev noget rød i hovedet, da der blev spurgt om kørekort. 

Han blev sigtet for at køre bil uden kørekort og måtte få en kammerat til at køre ham hjem. 

Designertyveri i Fjerritslev
En rød PH-lampe, en hvid Barcelona-lamper samt en fladskærm og to stole. 

Dét blev udbyttet for et par indbrudstyve, da de lagde vejen forbi et sommerhus i Fjerritslev mellem 31. marts og 4. april. 

Tyvene brugte det gode gamle koben-i-terrassedøren-trick, som fik døren op uden problemer. Herefter kunne de gennemgå hele huset for værdier. 

Undgå ubudne gæster i sommerhuset

  • Fjern dine værdier
  • Selv hårde hvidevarer og brændeovne er i fare, når tyven har god tid. Spær indkørslen med en bom eller kæde, så man ikke kan køre helt op til huset og fjerne store ting
  • Forstærk dørkarmen på yderdøren og sæt et sikkerhedsslutblik på

Køkkentyve i Aalborg
En eller flere indbrudstyve tog sig god tid, da de smuttede forbi et hjem på Oluf Borchs Vej i Aalborg, der var under opbygning. 

De formåede nemlig at slippe af sted med et helt Vordingborgkøkken, et industristøvsuger, maling, gulvvarmestyring samt forskelligt værktøj. 

De brød et vindue op til nybyggeriet for at komme ind til kosterne. 

Er du blevet tilbudt et fuldt funktionelt køkken til næsten ingen penge? Så må du meget gerne ringe til os på 114.