Skip to main content

Fra døgnrapporten: Listetyven på spil, bådtyveri og bamser i haven

Nyhed   •   Aug 10, 2017 11:42 CEST

Listetyven var på spil i Hjørring natten til torsdag.

Listetyve i Hjørring
Natten til torsdag 10. august var en 35-årig mand ude at lufte sin hun nær sit hjem på Park Allé i Hjørring.

Han havde blot åbnet terrassedøren og gået en kort tur med hunden, så den kunne få tisset af.

En listetyv var dog i området og fik udnyttet gåturen til fulde.

I løbet af mandens gåtur på ca. 15 minutter formåede indbrudstyven at stjæle en Samsung Galaxy S4 fra stuebordet.

Husk ALTID at låse døren – også hvis du blot skal ud i haven eller gå en lille tur.

Bådtyve i Frederikshavn
Vagtcentralen modtog natten til torsdag 10. august et opkald fra en beboer på Øksnebjergvej i Frederikshavn.

Hun var blevet vækket af støj fra naboens have af, hvor hun nu kunne se, at en mørk bil var kørt væk med naboens båd.

En patrulje blev straks sendt af sted.

Udover båden var der også en trailer fyldt med koster, tyvene nok havde regnet med også at tage med.

Har du set en mørk bil med en båd på slæb i ly af natten, så hører vi gerne fra dig på 114.

Hvorfor passer min nøgle ikke?
En 36-årig kvinde fra Aalborg blev sent onsdag aften 9. august vækket til banken og larm.

Hun kunne se, at en meget fuld person havde forvildet sig ind i opgangen til lejligheden på Søndergade, hvor han nu var meget insisterende på at komme ind.

Hun ringede til politiet for at få en hjælpende hånd til den pludselige gæst.

De fik snakket med den 27-årige gæst, der havde taget fejl af opgangen og derfor godt kunne forstå, hvorfor nøglen pludselig ikke virkede.

Grillglade indbrudstyve i Frederikshavn
Et eller flere par indbrudstyve var åbenbart forbi Øksnebjergvej i Frederikshavn natten til torsdag 10. august.

Også her var anmelder blevet vækket af støj udefra, hvorfor han tog sin kone under armen og gik udenfor.

Dét havde to tyve ikke regnet med, da de straks tog benene på nakken, stormede over til deres bil og kørte væk fra adressen.

Anmelder og hans kone kunne konkludere, at gerningsmændene nok var ude efter de to Weber grill, der stod på terrassen.

Det er en god idé at smide en knallertlås eller andet om din grill. Den er et nemt bytte for en indbrudstyv i forbifarten.

Rovdyr i haven
Vagtcentralen blev torsdag morgen 10. august ringet op af en 21-årig kvinde fra Aalborg, der passede forældrenes hus på Fasanvej i Øster-Vrå.

De sidste fire dage i træk havde hun fundet en bamse i haven.

Hun valgte derfor at ringe til politiet, fordi hun var bange for, at et par mulige gerningsmænd havde udset sig hendes hus som værende det næste sted, der fik besøg.

Indbrudstyve mærker til tider mulige mål. Det kan ske med kridt, sløjfer, en sten eller åbenbart også en bamse. Ring hellere end gerne til politiet, hvis du ser noget mistænkeligt. 

Ingen undervisning om natten
To Dell Latitude E 5530.

Dét blev udbyttet for et par gæster, der var forbi Vestermark Skolen i Års uden for undervisningstid. 

Gerningsmændene aflistede et par ruder i to forskellige lokaler, men gik dog kun ind i det ene.

Tyvene slap ind i det ene lokale, hvorfra de tog to computere og forlod stedet hurtigt igen.

Har du set noget? Så ring til Nordjyllands Politi på 114.

Cykeltyv fanget på fersk gerning
En cykeltyv var natten til torsdag 10. august forbi en cykelkælder på Knudensvej i Frederikshavn.

Her knuste han en rude i døren, hvorefter han kunne række hånden ind og åbne døren indefra.

Tyven tog et par cykler på skulderen og begyndte at forlade stedet.

På vej ud ad døren spottede en vaks borger ham dog og råbte ham an.

Det skulle han ikke nyde noget af, hvorfor han smed cyklerne og løb fra stedet.

Den 28-årige anmelder ringede straks til politiet for at bede om hjælp.

Politiet fik en hurtig snak med manden om, hvordan cykeltyven så ud, hvorefter de gik i gang med at lede. Godt og vel 200 meter fra gerningsstedet så de en mand, der passede på signalementet. Manden kunne ikke bortforklare alt det udstyr, han havde i tasken.

Han blev anholdt – sigtet for cykeltyveri.

Tyveri fra personbil i Jerup
En knust forrude var alt, hvad en tyv skulle bruge onsdag eftermiddag 9. august, da han lagde vejen forbi Sindalvej i Jerup.

Tyven knuste ruden og gik straks efter en skuffe i førerdøren, hvor der var et større kontant beløb af finde. Derefter forlod han formentlig stedet.

Undgå at have større værdier i din bil. En GPS i forruden eller andet af værdi i kabinen er oplagt for en indbrudstyv.

I de næste par uger har vi øget kontrol omkring skolevejene i Nordjylland. I forbindelse med skolestarten er der kommet mange nye trafikanter i trafikken, vi skal huske at passe på. Du kan læse mere her.