Skip to main content

Fra døgnrapporten: Med trommer i udhuset, indbrud og bedrageri

Nyhed   •   Jan 17, 2018 13:23 CET

Fuld i morgentrafikken
En pendler ringede tidligt onsdag morgen 17. januar til vagtcentralen. 

Han befandt sig pt. i en bus ved busterminalen i Aalborg og ved siden af ham var en sovende person. 

Personen var i en dyb søvn og kunne slet ikke vækkes. Anmelder mistænkte, at personen havde drukket. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de kunne konstatere, at personen i hvert fald var påvirket af et eller andet. 

De kørte den 24-årige påvirkede mand til skadestuen, så de kunne få styr på, hvad der var sket med ham. 

Morgenfrisk indbrudstyv i Hjørring
Tidligt onsdag morgen 17. januar var saltsprederne at finde på vejene, så morgentrafikken kunne køre gnidningsfrit. 

Her opdagede en chauffør, at et vindue til en virksomhed på Barfoedsvej i Hjørring var blevet aflistet. Chaufføren ringede derfor straks til politiet for at anmelde, hvad han havde set. 

Politiet tog kontakt til ejeren af virksomheden, som desværre ikke var helt så morgenfrisk som dem. De lagde derfor en besked på telefonsvareren.

Har du set noget mistænkeligt i ovenstående tidsrum? Så hører vi gerne fra dig på 114. 

Lommetyve i nattelivet
En dørmand fra The Old Irish Pub i Jomfru Ane Gade i Aalborg tilbageholdt natten til onsdag 17. januar to unge mænd. 

En kvinde på beværtningen havde just fået stjålet sin mobiltelefon, hvorfor dørene blev lukkede, så de kunne finde gerningsmanden. 

De to mænd, der blev tilbageholdt, var allerede blevet smidt ud fra to steder i Gaden, fordi de var for nærgående og generende overfor andre gæster. 

En visitation af de to viste, at den ene person havde en lommekniv og et Mastercard i sine underbukser. Mastercardet var ikke hans eget. 

Den anden person blev fundet i besiddelse af et VISA-kort, der heller ikke var hans eget. 

De to personer blev anholdt, sigtet for tyveri. 

Undgå lommetyven 

  • Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
  • Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.
  • Hold godt øje med dine ting, når du rejser med bus eller tog. 

Ukendte stoffer i blodet
En patrulje blev natten til onsdag 17. januar sendt til et hjem på Terpetvej i Tårs grundet et skænderi. 

Da de ankom til adressen blev de mødt af to personer - en mand og en kvinde - hvoraf manden var ankommet til adressen og havde banket så hårdt på døren, så karmen flækkede. 

Kvinden kunne forklare, at manden var kørt til stedet, var noget ophidset og havde nu taget hendes telefon. 

Den 32-årige mand virkede påvirket, da han havde store pupiller og hvidt pulver under næsen. 

Betjentene fik talt de to parter til ro og sigtede manden for husfredskrænkelse samt for at køre bil i påvirket tilstand. 

Travis Barker på afveje
"WHERE ARE YOU? AND I'M SO SORRY. I CANNOT SLEEP, I CANNOT DREAM TONIGHT." 

Sådan kunne det have lydt sent tirsdag aften 16. januar, da en beboer på Tolstrupvej i Brønderslev ringede til vagtcentralen. 

Naboen var ved at øve sig på trommerne inde ved siden af i sit udhus. Det var der, som sådan, ikke noget galt i, men tidspunktet taget i betragtning var det ikke særligt hensynsfuldt. 

Anmelder blev vejledt om at tage kontakt til naboen dagen efter og krydse fingre for, at han fik lært introen til "First Date" inden alt for længe. 

Det er godt at have en hobby, men hvis hobbyen er at lege med løvblæsere om natten eller spille på et instrument sent om aftenen, så husk at tage hensyn til naboerne. Det er ikke alle, der er lige stor fans af Blink-182. 

Change of heart i Hirtshals
En beboer på Uggerbyvej i Hirtshals kunne onsdag morgen 17. januar vågne op til en manglende havedør i udestuen. 

I løbet af natten har en indbrudstyv været forbi og aftaget døren, så der var fri adgang til huset. 

Noget kunne dog tyde på, at indbrudstyven fik dårlig samvittighed. Gæsten gik nemlig ikke ind i huset. 

Har du set en person, der var splittet i syv sind, i ovenstående tidsrum? Så hører vi gerne fra dig på 114. 

Fladskærmstyve i Saltum
En indbrudstyv i Saltum var ikke særlig splittet eller havde moralske skrupler, da han besøgte et sommerhus  i Saltum mellem 10. januar og 17. januar. 

En rude i køkkendøren blev aflistet, så personen kunne række armen ind og åbne døren indefra. 

Fra sommerhuset slap gerningsmanden af sted med en 40" Philips fladskærm. 

Netkøb uden gevinst
En 43-årig mand var i starten af januar på udkig efter en vare på nettet. 

Han fandt hurtigt, hvad han søgte efter, og smed pengene over til sælger via MobilePay. 

Anmelder så dog aldrig skyggen af den vare, han havde betalt for.