Skip to main content

Fra døgnrapporten: Nødlanding i luftballon, bedrageri og cigarettyve

Nyhed   •   Aug 23, 2017 12:30 CEST

Kay Bojesen-aber for 1400 kr.

Vandaler i gågaden
Tidligt onsdag morgen 23. august ringede en 38-årig kvinde til politiet.

Hun boede på Bispensgade i Aalborg og havde lige set én person, der gik i en større gruppe, ødelægge noget fra en butiksfacade. Hun var helt sikker på, hvordan gerningsmanden så ud.

En patrulje blev sendt af sted til adressen. De mødte gruppen længere nede ad gaden og ejeren af den forurettede butik blev kontaktet.

Det viste sig, at der blot var blevet smadret noget plastik fra en censor over døren, hvorfor ejeren ikke ville rejse sag.

Gerningsmanden fik dog en alvorssnak med betjentene og lovede ikke at gøre den slags igen.

Kokain og cannabis i blodet - uden kørekort
En patrulje kørte natten til onsdag 23. august på Universitetsboulevarden i Aalborg.

Det samme gjorde en 23-årig mand fra byen.

Patruljen valgte at slå bilen op i det interne system, der straks viste, at ejeren af bilen var blevet frakendt kørekortet. De blinkede derfor et par gange med blinkene og fik stoppet den forankørende bil.

Bilisten legitimerede sig med sit personnummer, da han ikke havde noget kørekort, og lugtede desuden kraftigt af hash.

Manden blev sigtet for at køre bil i påvirket tilstand uden kørekort og fik desuden lov at afprøve narkometeret.

Narkometertesten slog ud for cannabis og kokain.

Det er ikke kun dig, det kan gå udover, hvis du kører bil i påvirket tilstand. Tænk på dine medtrafikanter. Læs mere her.

Cigarettyve i Hirtshals
118 kartoner cigaretter blev det til for to gerningsmænd, da de besøgte en købmand på Margrethevej i Hirtshals natten til onsdag 23. august.

Gerningsmændene forsøgte først at brække et vindue til et kontor op, men måtte opgive, hvorefter de smadrede en rude med en ukendt genstand.

Der var overvågning på stedet og signalementerne af de to gerningsmænd er som følger:

Gerningsmand A: mand, muligt langt hageskæg, mørk hætte/elefanthue, lys jakke med refleks i venstre side og mørk trøje, sko og bukser.

Gerningsmand B: mand, mørk hætte/elefanthue, mørk jakke, mørke bukser og hvide sko.

Hvis du har set eller hørt noget i ovenstående tidsrum, så hører vi gerne fra dig på 114.

Luftballon på parkeringspladsen
Flere mennesker lagde tirsdag aften 22. august mærke til en luftballon i og omkring Aalborg.

Vind var der dog ikke meget af denne aften hvorfor luftballonen, der lignede et stort kaninhoved, blev nødt til at nødlande på Hobrovej nær Sygehus Syd.

Flere patruljer blev sendt af sted for at sikre en sikker landing for luftballonen.

Smykketyve i Sindal
Smykker og kontanter blev gevinsten for en eller flere tyve, da en villa på Nygade i Sindal fik besøg af ubudne gæster mellem 20. og 22. august.

Tyvene kom ind ved at bruge en skruetrækker til at brække et vindue til huset op, hvorefter de frit kunne begå sig i huset.

Hele huset blev gennemrodet for ting af værdi, hvorefter gerningsmændene forlod stedet igennem terrassedøren.

En solid vindueskarm og en god lås er indbrudstyvens værste mareridt. Læs mere om, hvordan du bedst sikrer dig her.

Snydt for Kay Bojesen
1400 kr. for en Kay Bojesen-figur var, hvad en 45-årig mand fra Storvorde aftalte med en sælger fredag 11. august.

Figuren ville blive sendt af sted så snart, at pengene var gået ind på sælgers konto. Pengene blev smidt over med MobilePay, men der røg aldrig en figur retur.

Tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA.

Ubudne gæster i bilen
En bil var mellem lørdag aften 19. august og tidligt søndag morgen 20. august parkeret på Læsøgade i Frederikshavn.

I løbet af natten har en eller flere ubudne gæster været forbi bilen, hvorfra der er blevet stjålet en Garmin GPS, et herreur, manchetknapper samt en rød Carlton duffelbag.

Umiddelbart er der ikke noget tegn på opbrud på bilen.

Har du set noget? Så ring til Nordjyllands Politi på 114.

På weekendbesøg i kælderen
En 22-årig mand fra Nørresundby kunne søndag  konstatere, at der havde været gæster i kælderrummet tilhørende hans lejlighed i løbet af weekenden 18. - 20. august.

Tyvene har brækket døren til kælderrummet op, hvorfra de har stjålet en Xbox 360.

Red Dead Redemption er heldigvis backwards compatible, hvis du har en Xbox One.

Også i denne uge er vi at finde ude på landevejene. For høj fart er den hyppigste årsag til dødsulykker. Læs mere her.