Skip to main content

Fra døgnrapporten: Supermand i omklædningen, hærværk og påvirkede bilister

Nyhed   •   Apr 13, 2018 13:31 CEST

Designertyveri i Frederikshavn
En indbrudstyv havde fart på, da han lagde vejen forbi en villa på Mellergårdsvej i Frederikshavn natten til fredag 13. april. 

Klokken 00.23 brækkede indbrudstyven terrassedøren op med et koben. Herefter gik han direkte over til køkkenbordet, hvor han klippede en bombardement lysekrone ned, der hang over køkkenbordet. 

Klokken 00.32 forlod han stedet igen. 

Har du set noget eller bliver du tilbudt en billig lysekrone, så hører vi gerne fra dig på 114. 

Supermand i garderoben
En butikstyv havde torsdag eftermiddag 12. april indfundet sig i en butik på Hobrovej i Aalborg. 

Her fandt han hurtigt et jakkesæt, han ville prøve. Han forlod garderoben igen iklædt jakkesættet og havde efterladt sit eget tøj inde i garderoben. 

Den 36-årige butikstyv forlod straks butikken og fortsatte sin tur i Aalborg Storcenter. En ansat i butikken havde dog spottet optrinnet og tog fat i ham, da han forlod tøjbutikken. 

I stedet for et gratis jakkesæt, måtte han nøjes med en sigtelse for butikstyveri. 

Smykketyve igennem badeværelsesvinduet
Et ikke solidt badeværelsesvindue var alt, hvad en indbrudstyv skulle bruge, da han lagde vejen forbi Kærvej i Aabybro mellem fredag 6. april og fredag 13. april. 

Badeværelsesvinduet blev brudt op uden større problemer, hvorefter hele huset kunne blive gennemrodet. Tyven slap af sted med forskellige smykker. 

"Ved du hvor bussen går fra?"
Ovenstående kunne være spørgsmålet, en ukendt mandsperson spurgte en beboer på Lille Østergade i Hals om tidligt fredag morgen 13. april. 

Manden ringede på ved anmelder og ville høre, hvornår morgenbussen gik og hvorfra. 

I løbet af samtalen formåede manden at stjæle et visakort og 1000 euro fra anmelders jakkelomme. 

Vær altid skeptisk, hvis nogen ringer på. Luk gerne døren efter dig og spørg, hvad de vil. Så har de ingen adgang til huset. Skal du have besøg af rengøring eller håndværkere, så aftal et specifikt tidspunkt, de skal komme på. 

Med bussen på arbejde i Nørresundby
En 27-årig mand fra Nørresundby måtte tidligt fredag morgen 13. april indse, at han nok blev nødt til at tage bussen på arbejde. 

Hans bil, der var parkeret på Vesterbrogade i byen, havde nemlig fået stjålet samtlige hjul. Tilbage var kun sten, som holdt bilen oppe. 

Har du set nogen rulle dæk mellem torsdag aften 12. april og tidligt fredag morgen 13. april? Så hører vi gerne fra dig på 114. 

Tyve ramte jackpotten i Sindal
To PH-lamper i glas. 

Dét var, hvad en eller flere indbrudstyve slap af sted med, da de lagde vejen forbi et firma på Østergade i Sindal mellem 6. og 13. april. 

Gerningsmændene knuste en rude i hoveddøren, hvorefter de kunne låse døren op indefra. De to lamper blev klippet ned i et mødelokale. 

Bliver du tilbudt en eller to billige PH-lamper, så hører vi gerne fra dig på 114. 

Med piller på aftentur
En Toyota Corolla blev stoppet til rutinekontrol af en patrulje på Brogårdsvej i Aabybro torsdag aften 12. april. 

Den 25-årige bilist virkede noget påvirket. Ikke af alkohol men af noget helt andet. Narkometeret blev derfor fundet frem. 

Bilisten fik lov at afprøve narkometeret, som slog ud for både metadon og opiater. 

Han måtte efterlade bilen og stige ind på bagsædet af politibilen, der kørte til stationen. Her skulle en blodprøve bekræfte målingerne. 

Det er ikke kun dig selv, det kan gå ud over, hvis du kører bil i påvirket tilstand. Hvad er straffen egentlig for at køre bil i påvirket tilstand? Kig med her.

På indkøb med langfingerrabat
To pakker pølser, to poser flæskesvær, en pakke pålæg samt et flüte med pålæg. 

Dét var, hvad en butikstyv forsøgte at slippe af sted med, da han smuttede forbi Føtex i Nørresundby tirsdag eftermiddag 10. april. 

Han lagde alle tingene i sin taske og smuttede derefter ud igennem kasselinjen og ud af butikken. Heldigvis havde en ansat haft et vågent øje på manden, der blev prikket på skulderen og spurgt, om han ikke havde lyst til at betale for tingene. 

Tingene blev afleveret tilbage og den 58-årige mand modtog en sigtelse for butikstyveri i stedet. 

Uvenskab gik ud over bil 
Et styks knust forrude endte en uoverensstemmelse ud i, da to mænd på 23 og 24 år kom op at skændes søndag aften 8. april. 

Det gik simpelthen så vidt for sig, at den ene part smadrede forruden på den anden parts bil. Han er nu blevet sigtet for hærværk.