Skip to main content

Fra døgnrapporten: Taske - og indbrudstyve på torvet og designertyve på skolebænken

Nyhed   •   Nov 09, 2016 13:17 CET

Tøjglad tyv i Blokhus
Natten til onsdag 9. november brød en tyv ind i Seaside-butikken på Torvet i Blokhus.

Tyven prøvede først at brække et vindue op med et koben, men måtte ty til at knuse ruden i stedet for.

Fra butikken er der blevet stjålet et ukendt antal jakker og trøjer af mærkerne Sebago og Hugo Boss.

Tasketyv i Hadsund
Også på Torvet i Hadsund har en tyv været i gang denne gang en tasketyv.

Natten til lørdag 5. november er en 45-årig kvinde fra lokalområdet blevet udsat for et tasketyveri.

Hun fik stjålet sin iPhone.

Gode råd imod tasketyveri

  • Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
  • Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
  • Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.

Elektroniktyveri i Hobro
Et gennemrodet hjem var, hvad anmelder tirsdag aften 8. november kom hjem til. Huset på Solsortevej i Hobro var blevet fuldstændig gennemrodet af indbrudstyve. Tyvene var kommet igennem et vindue og kunne ellers begå sig i hjemmet.

Gerningsmændene fik blandt andet stjålet en iPhone, en tablet, et keyboard og diverse smykker.

Døre og vinduer skal være solide og forsvarligt lukkede og låst, når du forlader dit hjem. Samtidig kan du gøre din bolig svar at komme ind i for en tyv, ved at sikre døre og vinduer med gode låse. Læs mere her.

Designertyve på skolebænken
16 stk 7'er-stole i sort læder og én med armlæn.

Dét blev udbyttet for tyve natten til onsdag 9. november.

De brød ind på Mellervang Skolen på Frøstrupvej i Aalborg. Det gjorde de med hjælp fra et koben og et vindue.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt billige designermøbler, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Facebook-bruger snydt for telefon
1650kr. for en Samsung mobiltelefon.

Sådan lød aftalen, da en 22-årig kvinde var på udkig på Facebook efter en ny mobiltelefon.

Hun valgte at slå til og overførte beløbet til sælger. Telefonen dukkede dog aldrig op ved hendes dør.

Undgå tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA.

Designløst sommerhus
Et sommerhus på Strandvejen i Hirtshals er i løbet af efteråret blevet rippet for designermøbler.

Låsen i fordøren var blevet boret ud af ukendte gerningsmænd, som derefter slog sig løs i sommerhuset.

De stjålne genstande blev 6 stk 7'er-stole, 2 Safari stole og en kommode.

Gode råd til sikring af dit sommerhus

  • Husk, at selv hårde hvidevarer og brændeovne er i fare, når tyven har god tid
  • Sæt dobbeltlåse på døren
  • Forstærk dørkarmen på yderdøren og monter et sikkerhedsslutblik
  • Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge dem til at bryde ind i huset
  • Brug udendørsbelysning med føler

Airbagtyve i Frederikshavn
4 biler ved Nova Bil A/S i Frederikshavn fik mellem tirsdag aften 8. november og onsdag morgen 9. november knust sideruder og stjålet airbags.

Airbagene blev korrekt håndværksmæssigt afmonteret.

Har du set nogen rende rundt med favnen fuld af airbags? Så kontakt Nordjyllands Politi på 114.