Skip to main content

Fra døgnrapporten: Tyveri, indbrud og spritbilister

Nyhed   •   Aug 07, 2017 11:38 CEST

Fuld mand bag rattet i Sæby.

Indbrudstyv med peak performance
En sportsforretning i Sæby fik natten til mandag 7. august besøg af en gæst uden for åbningstiden.

Gerningsmanden kørte hen til adressen i en sort stationcar, hvorefter han knuste ruden til butikken.

Herefter gik han målrettet efter Peak Performance-jakker og pengene i kasseapparatet.

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.

Høj fart og hash i blodet
En patrulje kørte sent søndag aften 6. august på Hybenvej i Svenstrup.

Foran dem kørte en bil slingrende, hurtigt og var i hvert fald ikke opmærksom på bilen bagved.

Betjentene tændte blinkene på patruljevognen, og den forankørende bil fik hurtigt kørt ind til siden.

Da én af betjentene tog fat i bilisten, bemærkede han hurtigt den kraftige lugt af hash fra kabinen.

Den 21-årige bilist blev derfor sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og taget med på stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte stofferne.

Hærværk i Nørager
Tidligt mandag morgen 7. august blev en 33-årig kvinde fra Nørager mødt af noget af et chok, da hun kom ud til sin bil.

Bilen, der var parkeret på Vestbygade i Nørager, havde fået skåret venstre forhjul op med en kniv.

Har du set noget mistænkeligt på adressen mellem søndag aften 6. august og tidligt mandag morgen 7. august, så hører vi gerne fra dig på 114.

Fuld mand bag rattet i Sæby
Også i Sæby var de påvirkede bilister at finde.

En 33-årig bilist kørte på Stygge Krumpens Vej i Sæby søndag aften 6. august. 

Han havde drukket.

Bag ham kørte en patrulje, der godt kunne se, at chaufføren i den forankørende bil måske havde drukket. De valgte derfor at standse bilisten.

Bilisten snakkede snøvlende og var fjern i blikket, hvorfor han fik lov at prøve betjentenes alkometer.

Det slog ud.

Manden blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og taget med til stationen. En læge blev tilkaldt, som fik bekræftet promillen med en blodprøve.

Snedige indbrudstyve i Frederikshavn
Søndag eftermiddag 9. juli var en eller flere indbrudstyve forbi en skole i Frederikshavn.

Her brød de døren op med et koben, hvorefter skaden hurtigt blev udbedret igen, da der ikke blev konstateret noget stjålet.

Mandag morgen 7. august fandt en ansat på skolen dog ud af, at tyvene havde været flere steder end først antaget.

Fra et kontor på skolen var tyvene sluppet af sted med to Arne Jacobsen Svane-stole og en Microsoft Surface Pro 3.

Hvis du skulle være så uheldig at blive udsat for indbrud, så husk altid at gennemgå hele huset.

Kører du i bilen, har du ansvaret
Du har altid ansvaret for, at den bil, du kører i, er lovlig og lever op til reglerne.

Dét fandt en 19-årig kvinde fra Vrå ud af søndag aften 6. august, da hun blev stoppet til rutinekontrol på Ålborgvej i Brønderslev.

Betjentene kunne konkludere, at bilen havde to nedslidte fordæk, og at baghjulene var bredere end skærmene. Det var ikke godt nok, hvorfor bilen blev indkaldt til syn.

Elektroniktyve i Brønderslev
To stk Sonos Play 1-højtalere, En Play 5-højtaler og en Playstation 4.

Dét blev, hvad et par indbrudstyve slap af sted med, da de lagde vejen forbi en villa i Emil Reesens Kvarter i Brønderslev.

Tyvene lagde vejen forbi villaen i løbet af weekenden 4. august - 6. august, hvor de brød et vindue op, formentlig med et koben, hvorefter de havde fri adgang til hele huset.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt et halvt Sonos-system til meget billige penge, hører vi gerne fra dig på 114.

Listetyve ude efter værktøj i Aars
Et åbent vindue var alt, hvad en listetyv skulle bruge mellem torsdag 3. august og søndag 6. august.

Lejligheden på Himmerlandsgade i Aars var efterladt tom, men med et åbent vindue. Selvom vinduet var på 1. salen, formåede listetyven alligevel at komme derop og komme ind i lejligheden.

Fra lejligheden blev der stjålet stiksave, skruemaskiner og boremaskiner.

Tusindevis af børn starter i denne uge i skole efter en lang og tiltrængt sommerferie. Det betyder flere børn på vejene, som betyder at bilisterne skal være opmærksomme, der igen betyder at politiet er at finde omkring skolerne for at fange de uopmærksomme bilister. Læs mere her.