Skip to main content

Fra døgnrapporten: "Vundet" iPad Pro, husk håndbremsen og spritbilister

Nyhed   •   Apr 04, 2018 13:36 CEST

Husk håndbremsen! 

Natten til onsdag 4. april ringede telefonen ved vagtcentralen. 

En bil holdt midt ude på Odinsvej i Hjørring. Anmelder kunne se, at håndbremsen ikke var trukket, så det lignede, at den var trillet ud på vejen efter parkeringen. 

Der blev ringet til ejeren af bilen. Og der blev ringet igen. 

Eftersom han ikke tog telefonen, kørte en patrulje ud til hans adresse, bankede på og fik forklaret ham situationen. 

Han fik flyttet bilen. 

Dobbelt "gevinst" i Nørresundby
En bil blev stoppet natten til onsdag 4. april på Stationsvej i Nørresundby. 

Betjentene kunne se i systemet, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet, så de ville lige tage en snak med bilisten.

De fik en snak med den 26-årige bilist, der virkede noget fuld. Alkometeret blev derfor fundet frem 

Det viste en promille på over det tilladte. Bilisten var desuden ejeren af bilen og havde før fået frakendt kørekortet. 

Han blev derfor sigtet for at køre bil i beruset tilstand og for at køre uden gyldigt kørekort. 

En blodprøve på stationen skulle bekræfte målingerne. 

Vundet iPad Pro i Løkken
Heldet var i den grad med tre mænd, da de lagde vejen forbi Action House i Løkken tirsdag aften 3. april.

De havde nemlig formået at vinde en iPad Pro ved en af spilleautomaterne. Det var givetvis blot indpakningen til iPad'en, de havde fået ud af maskinen, men den skulle selvfølgelig fyldes, så de lagde vejen forbi skranken. 

Den ansatte ville dog lige vide sig sikker på, at de faktisk havde vundet iPad'en, så han kiggede overvågningen igennem. Her blev det dog tydeligt, at de tre mænd havde brækket spilleautomaten op, så de kunne få fat i pakken. 

En af de tre mænd formåede at løbe væk fra stedet, men anmelder fik tilbageholdt de to andre tyve. 

De to mænd på henholdsvis 28 og 47 år blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri. 

Har du set en person løbe fra Action House omkring 21.30-tiden i går, så hører vi gerne fra dig på 114.

Peugeot på glukose i Frederikshavn
En bilejer fra Frederikshavn fik noget af en overraskelse, da han satte sig ind i sin bil, som var parkeret på Randersgade i Frederikshavn, tirsdag eftermiddag 3. april. 

Bilen startede fint nok, men gik derefter hurtigt fuldstændigt død. Autohjælp blev tilkaldt og bilen røg af sted til mekanikeren. 

Mekanikeren kunne fortælle bilejeren, at der var blevet hældt sukker i brændstoftanken. 

Har du set nogen med et kilo sukker under armen mellem 30. marts og 3. april i Frederikshavn? Så hører vi gerne fra dig på 114.

Frimærkesamling stjålet i Vodskov
Det gode gamle koben-i-vinduet-trick var alt, hvad et par indbrudstyve skulle bruge natten til tirsdag 3. april, da de smuttede forbi en villa på Hvolgården i Vodskov. 

Vinduet blev hurtigt brækket op, hvorefter de havde adgang til hele huset. 

De slap afsted med en frimærkesamling og en tablet. 

Et par solide vinduer og en ordentlig lås på døren er indbrudstyvens værste mareridt. Læs med her om, hvordan du bedst sikrer dit hjem imod indbrud.

Butikstyve fanget på fersk gerning
Tøj for næsten 10.000kr. 

Dét var, hvad to butikstyve næsten slap af sted med, da de lagde vejen forbi Salling i Aalborg. 

De tog tøj med ind i prøverummet og gemte det i et medbragt net. Herefter forlod de butikken. 

Da de kom ud på parkeringspladsen, tog en butiksdetektiv dog fat i dem og konfronterede dem med, hvad han havde set. 

De to tyve blev sigtet for butikstyveri.