Skip to main content

​​27-årig mand dræbt i Aalborg - foreløbig en person anholdt

Pressemeddelelse   •   Aug 06, 2017 00:14 CEST

Politiets efterforskning viser, at der er tale om et internt opgør i et kriminelt miljø.

En mand på 24 år er anholdt i forbindelse med knivdrabet på en 27-årig mand, der skete 5. august 2017 i Vejgaard i Aalborg under et slagsmål mellem flere personer.

Kort efter knivdrabet i Aalborg her til aften skred Nordjyllands Politi til anholdelse af en 24 år gammel mand, der er mistænkt i sagen. Manden – der har bopæl i Aalborg – blev anholdt af en af politiets patruljer i nærheden af gerningsstedet. Denne anholdelse blev foretaget kl. 18.25.

Politiets efterforskere er i gang med at afhøre den anholdte, og lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi Anders Uhrskov siger, at politiet lige nu leder efter flere personer, der var til stede på gerningstidspunktet.

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov understreger, at politiets efterforskning viser, at der er tale om et internt opgør i et kriminelt miljø.

”Vi forfølger flere spor, men af hensyn til vores efterforskning kan jeg ikke komme det nærmere,” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der tilføjer, at borgerne ikke skal være bekymret for at færdes i Aalborg.

Massiv efterforskning i gang
Nordjyllands Politi sendte øjeblikkeligt et større antal politi-styrker til området, og politiet har hele aftenen arbejdet intensivt i og omkring gerningsstedet. Og det arbejde vil foregå i længere tid. Derfor har borgerne i området oplevet en række afspærringer, der skal sikre, at politiets patruljer og teknikere kan arbejde.

Hjemmeværnet er også tilkaldt for at støtte politiets arbejde, blandt andet ved at afspærre området. Borgerne må forvente synligt politi i området i længere tid. Politiets massive efterforsknings-arbejde består i at finde de formodede gerningsmænd samt klarlægge hele hændelsesforløbet og sikre spor og beviser.

De nærmeste pårørende til den afdøde mand er underrettet.

Har man oplysninger i sagen, skal man ringe til politiet på 114.

Om hændelsen
Nordjyllands Politi fik 5. august 2017 kl. 18.03 melding om, at der var et større slagsmål i gang mellem adskillige personer på Øster Alle i Vejgaard-området, der ligger i nærheden af Aalborg. Slagsmålet skete umiddelbart efter, at flere køretøjer påkørte hinanden.

Under slagsmålet blev der anvendt knive og køller, og det var i forbindelse hermed, at en 27-årig mand blev ramt af flere knivstik. Klokken 18.49 fik politiet melding om, at manden var afgået ved døden.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere informationer til offentligheden omkring hændelsen.

Efterforskningen fortsætter natten og morgenen igennem, og politiet forventer først at melde yderligere ud omkring hændelsen i løbet af søndagen.

Pressens kontaktperson er:
• Anders Uhrskov, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, 7258 1981

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside