Skip to main content

Forbud mod ophold i rocker-klubhus

Pressemeddelelse   •   Nov 10, 2017 13:22 CET

Nordjyllands Politi har i dag, kl. 13.00, udstedt forbud mod at opholde sig i rockerklubbens Bandidos’ klubhus i Skalborg, umiddelbart syd for Aalborg. Forbuddet gælder i foreløbig 14 dage.

Det er i forbindelse med en koordineret jysk politiaktion – hvor også 3 andre klubhuse i Jylland er lukket – at Nordjyllands Politi i dag har lukket Bandidos’ klubhus i Skalborg. Det drejer sig om et hus på adressen Thomas Olesens Løkkens Vej 2 i Aalborg SV.

Baggrunden for denne beslutning er, at klubhuset kan udgøre et grundlag for yderligere angreb i den verserende bande-konflikt mellem Satudarah og Bandidos.

”Vi lukker rockerklubhuset for at forhindre angreb og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne – især dem der bor, lever og kommer i området,” siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau.

Forbuddet er gældende fra den 10. november kl. 13 og indtil videre i 14 dage frem til den 24. november 2017. Hvis forbuddets overtrædes, kan det straffes med fængsel indtil 2 år.

”Vi har skærpet vores patruljering i området efter lukningen,” tilføjer politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau.

Pressekontakt
* Marianne Vestergaard-Lau, politiinspektør, 7258 1510

Spørgsmål fra pressen til den overordnede indsats kan rettes til politiinspektør Brian Voss Olsen, leder af Særlig Efterforskning Vest på tlf. 7258 3105

Politiet forebygger kriminalitet, hjælper borgere og håndhæver loven. Sammen med anklagemyndigheden skal vi sikre, at skyldige drages til ansvar.

Med over 800 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – arbejder vi hos Nordjyllands Politi døgnet rundt for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside