Skip to main content

Fra døgnrapporten: Bedrageri på nettet, fuld i Farsø og højt musik

Pressemeddelelse   •   Feb 01, 2017 13:36 CET

Cykeltyve i kælderen
En 27-årig mand fra Aalborg kom mandag eftermiddag 30. januar hjem til noget af en overraskelse.

I kælderrummet tilhørende hans lejlighed på Istedgade i Aalborg havde der været ubudne gæster mellem 27. januar og 30. januar.

Tyvene havde brudt et vindue til kælderen op, og de kunne derefter tage for sig af kosterne i rummet.

Det blev til en cykel og fire fælge, som tyvene slap af sted med.

Fuld i Farsø
Vagtcentralen modtog tirsdag aften 31. januar et opkald fra en 17-årig kvinde fra Farsø.

Hun befandt sig sammen med en meget fuld person på Nørregade i Farsø. I følge hende havde manden drukket mindst 10 øl på fire timer. Han kunne derfor ikke tage vare på sig selv.

En patrulje blev sendt til stedet, som fik kørt manden hjem i seng.

Naboen larmer
En patrulje blev sent tirsdag aften 31. januar sendt ud til en adresse på Peder Rimmensgade i Hirtshals.

En person havde klaget over naboen, der hørte højt musik. Sent om aftenen. På en hverdag.

Patruljen fik snakket med naboen, der nok skulle dæmpe musikken.

"Det er ikke mit stop"
Natten til onsdag 1. februar modtog vagtcentralen et opkald fra en anmelder, der befandt sig i toget på banegården i Frederikshavn.

En meget fuld mand ville ikke forlade toget.

En patrulje blev kaldt til stedet. De fik snakket med den 54-årige mand og fik ham fulgt hjem i seng.

Snydt bag kassen
4 stk neglelak af 10 kr. pr. stk. Kan du give tilbage på en tudse?

Dét var, hvad en ekspedient ved Message på Danmarksgade i Frederikshavn onsdag formiddag 1. februar blev spurgt om.

Hun blev også spurgt, om hun kunne give beløbet tilbage i euro, eller andre sedler.

Begge gerningsmænd stillede den 24-årige ekspedient så mange spørgsmål, at hun blev forvirret og usikker på pengemængden. Det betød, at hun stod tilbage med 460 kr. efter seancen – og ikke 960 kr.

De to gerningsmænd forlod derefter butikken for at prøve tricket af i andre butikker. Den kvindelige tricktyv beskrives som værende:

Kvinde, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 160-165 cm høj med almindelig bygning. Derudover snakker hun gebrokkent engelsk og havde en blå dunjakke på.

Snydt for iPhone
2900 kr. for en iPhone 6+.

Dét lyder billigt, ikke? Det mente en 39-årig mand fra Aalborg-området i alt fald, da han så annoncen på nettet 12. januar. Han valgte at slå til, kontaktede sælger og overførte pengene.

Der kom dog aldrig en telefon retur til køber.

Tyveri på nettet

  • Brug din sunde fornuft.
  • Mød så vidt muligt sælger på vedkommendes privatadresse.
  • Betal med PayPal, hvis varen skal sendes med posten. Du er dermed automatisk dækket af PayPals Køberbeskyttelse.
  • Kig efter Nem-ID validering på DBA.

Tyve ude efter kørestole
Mellem 2. januar og 31. januar har tyve været på spil i en lejlighed på Fyrrevænget i Hirtshals.

Tyvene er kommet ind i lejligheden på ukendt vis. Umiddelbart er der ingen tegn på opbrud.

Fra et opbevaringsrum i lejligheden blev der stjålet to kørestole. Én grøn manuel kørestol og én rød kørestol med motor.

Har du set noget, eller bliver du tilbudt en billig kørestol, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

Smykker og iPads stjålet i Hjørring
En opbrudt dør, et gennemrodet hus og manglende ting.

Dét var, hvad anmelder tirsdag aften 31. januar kom hjem til.

I løbet af dagen har indbrudstyve været i gang i villaen på Fresiavej i Hjørring.

Tyvene har brudt et vindue op, hvorefter de kunne række ind og åbne terrassedøren. Derefter har de haft fri adgang til hele huset.

Fra huset er der blevet stjålet en iPad 4, sølvtøj, smykker og ringe.

En kraftig dørkarm og solide vinduer er indbrudstyvens værste mareridt. Læs mere om, hvordan du bedst sikrer dig her.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside