Skip to main content

Genkender du disse malerier?

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2016 11:30 CET

For snart seks år siden, mellem 5. og 12. oktober 2010, blev en større mængde malerier stjålet fra daværende Yellow Hotel på adressen Hammershøj 29, Øland nær Brovst i Nordjylland. Værdien af malerierne er betydelig. Og efterforskere ved Nordjyllands Politi er – i forbindelse med efterforskningen af en anden sag – nu kommet i besiddelse af fotos af disse malerier, som politiet har valgt at offentliggøre i håb om, at tyverisagen kan opklares.

Der er tale om i alt 22 acryl-malerier, der dengang blev stjålet fra hotellet, og nu håber Nordjyllands Politi med offentliggørelsen af de billeder, der endnu ikke er fundet, at der er nogle borgere, der kan genkende dem, og ved hvor de er.

”De repræsenterer en betydelig værdi. Derfor håber vi, at disse fotos af malerierne kan bringe nye oplysninger frem, så vi kan få bragt kunsten tilbage til den retmæssige ejer, ” siger politikommissær Carl Dissing fra Nordjyllands Politi.

Malerierne repræsenterer en værdi på dengang mere end 400.000 kr.

Billederne af malerierne kan ses i vedhæftede fotomappe.

Ved du, hvor malerierne er, eller har du andre for sagen relevante oplysninger, kan du kontakte Servicecentret ved Nordjyllands Politi på 114. Bed om at tale med kriminalassistenterne Jette Østergaard Pedersen eller Lars Vardinghus.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.