Skip to main content

Ingen anholdt før fodboldkamp

Pressemeddelelse   •   Sep 13, 2014 20:37 CEST

Med 0 anholdt og 0 sager i de patruljerendes betjentes bødeblokke før kampstart mellem AaB-FCK kan Nordjyllands Politi melde om en rolig eftermiddag og aften i Aalborgs gader og stræder forud for kampen. 

Fansene fra begge lejre bliver mødt af et politi, hvis vigtigste arbejdsredskab er den såkaldt offensive dialog. Det betyder, at politifolkene blander sig med fansene, taler med dem og aftaler ’spillereglerne’.

Målet er at skabe tillid og forståelse mellem fans og politi.
 

Positiv adfærd
Og det mål er indtil videre nået i dag, mener den ansvarlige for Nordjyllands Politi indsats i forbindelse med fodboldkampen, vicepolitiinspektør Poul Severinsen. 

”Fans fra både FCK og AaB har udvist en positiv adfærd. Igen. For mig viser det, at stort set alle har et ønske om at gå dialogens vej, når der er fodboldkamp,” siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

Klar til gribe ind
Nordjyllands Politi har det meste af eftermiddagen været til stede i bybilledet i Aalborg.
”Vi har selvfølgelig været rede til, om nødvendigt, at indsatte de midler, der måtte kræves for at opretholde ro og orden. Men det har ikke været aktuelt. Heldigvis,” lyder det fra Poul Severinsen, der håber, at det resten af aftenen forløber ligeså fredeligt.

Erfaringen tilsiger, at der efter kampen kan opstå lidt uro, når mange mennesker efter kampen skal forlade stadion, men også denne del vil Nordjyllands Politi være i stand til at håndtere.

”Derfor er vores betjente på plads uden for stadion efter kampen,” fastslår Poul Severinsen.


Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.