Skip to main content

Kan du genkende formodet voldsmand?

Pressemeddelelse   •   Jan 17, 2018 13:48 CET

OBS: Denne efterlysning er ikke længere aktuel.

Nordjyllands Politi efterlyser nu, med billede, en formodet gerningsmand til vold, der blev begået i Aalborg 7. december 2017. Politiet efterlyser også vidner til episoden.

Volden skete om aftenen, cirka kl. 23.15, ude foran Café Frederiksberg på Hadsundvej 1B i Aalborg, hvor den forurettede – en 58-årig mand – blev tildelt et knytnæveslag i hovedet, ligesom han kom alvorligt til skade med sin fod. Foden måtte efterfølgende opereres på sygehuset.

Lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam, oplyser, at politiet nu offentligt efterlyser en yngre mand, da efterforskningen, herunder overvågning og vidneafhøringer, peger på denne person som den formodede gerningsmand til overfaldet.

Manden beskrives af politiet som: yngre, ca. 190 cm høj, slank, lyst hår med skilning i venstre side

”Det er en alvorlig voldsag. Derfor efterlyser vi nu den pågældende mand med et foto,” siger politikommissær Kenneth Rodam, der tilføjer, at politiet også efterlyser vidner, der måtte have overværet episoden.

Hvis man har oplysninger om mandens identitet eller har overværet episoden, så skal man ringe til politiets servicecenter på telefon: 114.

Pressens kontaktperson er:
* Kenneth Rodam, politikommissær, Nordjyllands Politi, 7258 2908

OBS: Billederne er fjernet, da efterlysningen ikke længere er aktuel. 


Politiet forebygger kriminalitet, hjælper borgere og håndhæver loven. Sammen med anklagemyndigheden skal vi sikre, at skyldige drages til ansvar.

Med over 800 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – arbejder vi hos Nordjyllands Politi døgnet rundt for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside