Skip to main content

Mand anholdt ifm brand-efterforskning

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2016 09:24 CET

Politiet anholdt i går 28. november 2016, kl. 16.30, en 33-årig mand fra Fjerritslev. Det skete som en udløber af den video, som politiet offentliggjorde tidligere samme dag.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi, der leder efterforskningen, oplyser, at politiet nu har valgt at rejse sigtelse mod denne mand for flere tilfælde af brandstiftelse.

Manden skal senere i dag, 29. november 2016 kl. 15.30, fremstilles i et grundlovsforhør i retten i Hjørring for lukkede døre.

Vicepolitiinspektøren fortæller, at politiets efterforskere nu har et større arbejde foran sig.

”Der er tale om et omfattende efterforskningsarbejde, vi skal i gang med - blandt andet skal vi have fastlagt mandens færden. Af hensynet til denne efterforskning kan vi ikke sige mere nu,” udtaler Frank Olsen.

Nordjyllands Politi modtog i går eftermiddags flere tip fra offentligheden, der alle pegede på, at den 33-årige mand havde tilknytning til den offentliggjorte video.

Politiet takker for borgernes tip.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Pressens kontaktperson er:

  • Frank Olsen, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, 7258 1182

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.