Skip to main content

​​Mand knivdræbt i Frederikshavn

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2017 10:19 CEST

En 49-årig mand afgik i går aftes ved døden i Frederikshavn som følge af knivstik. 

Politiet fik kl. 21.21 i går aftes, 20. august 2017, en anmeldelse via 112 om et knivstikkeri i Frederikshavn. 

Politi-patruljer og ambulancer kom hurtigt frem til stedet, og her kunne man konstatere, at en 49-årig mand fra lokalområdet var afgået ved døden – det skete som følge af knivstik.

Nordjyllands Politi har til sagen anholdt to personer. Det drejer sig om en 57-årig mand og en 38-årig kvinde. De er begge fra lokalområdet. En tredje person, en lokal 40-årig mand, søges nu af politiet i forbindelse med drabet.

”Vi kender hans identitet, og vi leder efter ham. Hvis man kender til den eftersøgtes opholdssted, skal man kontakte politiet på 114 – man skal ikke selv forsøge at pågribe ham,” siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Klammeri ledte til knivstik
Politiet indledte straks en efterforskning af omstændighederne omkring drabet, og denne efterforskning her indtil videre vist, at de 3 personer – den 57-årige mand, 38-årige kvinde og 40-årige mand – alle i går aftes opholdt sig i en lejlighed på Lindegårdsvej 47 i Frederikshavn.

”Og her bliver de så opsøgt af den nu afdøde mand på 49 år. I den forbindelse opstår der klammeri og tumult, hvorefter de løber efter den 49-årige mand ind i opgangen til Lindegårdsvej 45. Og det er her, at den 49-årige mand kort efter bliver fundet død i en kælderskakt,” forklarer vicepolitiinspektør Frank Olsen.

De to anholdte fremstilles senere i dag i Grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

Hvis man har oplysninger i sagen, så skal politiet kontaktes på 114.

Politiet har ikke for nuværende yderligere informationer til pressen.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside