Skip to main content

Offentliggørelse af video i brand-efterforskning

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2016 13:15 CET

Videoerne kan downloades nedenfor pressemeddelsen.

På overvågningen ses en mand, som beskrives som:   

  • Kraftig af bygning, brede skuldre, rundt hoved.
  • Iført tætsiddende hue, kraftig hoftekort jakke med skrå sidelommer og kraftig krave, cowboybukser (muligvis Wrangler, jf. mærke på højre baglomme) samt træsko uden hælkappe.

Der er 2 videosekvenser: En, hvor han kommer til stedet – og en, hvor han forlader stedet.

Optaget i mørke
Politiet henleder opmærksomheden på, at da videooptagelserne er foretaget i mørke, er det særligt vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan sige noget præcist om farver og nuancer på overvågningen.

”Faktisk kan både hue og jakke være mørke, mens bukserne kan være lysere end på overvågningen,” understreger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der leder efterforskningen.

Nordjyllands Politi vil naturligvis gerne i kontakt med denne mand.

Mandens rolle uklar
Vicepolitiinspektør Frank Olsen pointerer dog, at politiet ikke kan sige med sikkerhed, hvorvidt manden har noget med brandene at gøre.

”Måske er han nede for at ryge en cigaret, eller måske er han en af de mange borgere, der holder vågnet øje med, hvad der foregår. Det ved vi ikke. Men han kan – bevidst eller ubevidst – have gjort sig nogle relevante iagttagelser i forbindelse med containerbrandene i Fjerritslev by,” siger vicepolitiinspektøren.

Ring 114 med oplysninger
Politiet opfordrer dels manden til at henvende sig til politiet, dels opfordres borgere, der kan genkende ham eller har andre oplysninger i sagen, til straks at kontakte politiet på 114.

Nordjyllands Politi kan af hensyn til efterforskningens videre forløb ikke udtale sig om, hvor præcist video-overvågningen er optaget henne.

”Årsagen er blandt andet, at disse oplysninger er helt centrale for os, så vi kan validere den information, vi måtte få ind,” siger Frank Olsen, der kun kan sige, at videoen er kommet til politiets kendskab via en henvendelse fra en borger.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Pressens kontaktperson er:

  • Frank Olsen, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, 72581182

291116: Fotomateriale fjernet

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.