Skip to main content

Om knivdrab i Frederikshavn: 57-årig fængslet – 40-årig eftersøgt anholdt

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2017 17:13 CEST

Den 57-årige mand, der i går blev anholdt i forbindelse med knivdrabet på en 49-årig lokal mand, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det skete på Grundlovsforhør i dag i Retten i Aalborg. Manden er sigtet for drab.

Ved samme lejlighed blev en 38-årig kvinde, der også var blevet anholdt kort efter drabet, løsladt. Politiet opretholder dog sigtelsen mod kvinden.

Nordjyllands Politi efterforsker fortsat intensivt i sagen.

”Vi skal blandt andet efterprøve både den fængslede og kvindens forklaringer,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der leder politiets efterforskning, og han tilføjer, at der også skal afhøres vidner samt sker yderligere sikring af spor.

Eftersøgt 40-årig anholdt
Den 40-årige lokale mand, der også var eftersøgt til drabssagen – blev i de sene eftermiddagstimer i dag, 21. august 2017, truffet af en politipatrulje i Frederikshavn, hvorpå han blev anholdt.

”Ham har vi fået indbragt til Politigården i Aalborg. Han er blevet sigtet for drab, og han afhøres i aften,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der forventer, at manden fremstillles i Grundlovsforhør i løbet af i morgen.

Politiet har også indledt en efterforskning mod den 40-årige, der blandt andet skal afdække hans færden siden drabet.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside