Skip to main content

Politi sendt til asylcenter

Pressemeddelelse   •   Aug 02, 2017 13:09 CEST

Nordjyllands Politi modtog i dag, 2. august 2017, kort før kl. 11.00 en anmeldelse om, at et udenlandsk ægtepar truede med at sætte ild til sig selv.

Hændelsen, der skete på Asylcenter Center Frederikshavn beliggende på Knivholtvej i Frederikshavn, betød, at der straks blev sendt flere politistyrker samt rednings- og køretøjer til stedet.

Der blev straks etableret dialog med det iranske ægtepar, som havde fået meddelt afslag om asyl, hvorfor de skulle overflyttes til et andet asylcenter.

Efter et kortere forhandlingsforløb indvilligede ægteparret i at forlade deres lejlighed på stedet, og situationen kunne således afblæses, uden at der på noget tidspunkt udbrød brand.

”Vi fik straks sendt styrker til stedet, der hurtigt fik dialog etableret med ægteparret, og vi kunne afblæse hændelsen, uden at nogen kom til skade,” siger politiinspektør Ole Kristensen.

Politiet skal nu vurdere, hvorvidt der er grundlag for at rejse en straffesag mod ægteparret. Det betyder, at sagen er under efterforskning.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Pressekontaktperson er:

Ole Kristensen, politiinspektør, 7258 9900

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.

Følg Nordjyllands Politi på Twitter

Nordjyllands Politis hjemmeside