Skip to main content

Polititjenestemand afgav skud

Pressemeddelelse   •   Jul 15, 2013 12:09 CEST

Søndag 14. juli kl. 03.02 afgav en polititjenestemand fra Nordjyllands Politi skud med sin tjenestepistol mod et køretøj for at bringe det til standsning. Ingen personer blev ramt eller kom til skade ved hændelsen.

Søndag 14. juli observerede en patrulje i Arden et brugsstjålet køretøj – en Citroen Berlingo – som patruljen besluttede sig for at standse. I denne bil sad 2 mænd. Den ene mand, der var passager i bilen, hoppede ud, da køretøjet kort standsede i Arden.

”Det fik den ene polititjenestemand til at stige ud af patruljebilen for at få fat på passageren, men kort efter accelererede bilen op og kørte fra stedet,” forklarer politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi om episoden.

Varselskud
Patruljebilen med den ene polititjenestemand eftersatte det brugsstjålne køretøj, og denne eftersættelse foregik rundt i Arden, hvorunder føreren 2 gange forsætligt påkørte politiets patruljebil.

På et tidspunkt kom bilen tilbage til omkring det sted, hvor polititjenestemanden, der var steget ud af patruljebilen, befandt sig. Han stillede sig ud på kørebanen og gav med sin lommelygte tegn til, at føreren skulle standse. Føreren fortsatte imidlertid med uændret hastighed frem mod polititjenestemanden, hvorved denne afgav varselsskud med sin tjenestepistol.

"Men køretøjet fortsatte stadig sin kørsel frem mod polititjenestemanden, hvorfor han afgav flere skud mod køretøjet. Dét fik køretøjet til at standse – og føreren blev herefter anholdt," forklarer politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.

Fængslet i 14 dage
Føreren var en 22-årig mand, der er godt kendt af politiet, uddyber politikommissæren, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvad han er kendt for.

Den 22-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør søndag 14. juli 2013, sigtet for at overtræde 3 bestemmelser i straffeloven, nemlig:

  • straffelovens § 119 – forsøg på vold mod polititjenestemand,
  • straffelovens § 252 for at forvolde fare for liv og helbred,
  • brugstyveri, jf. straffelovens § 293a.

 Den 22-årige er fængslet i 14 dage frem til 29. juli 2013.

Nordjyllands Politi efterforsker denne straffesag, men politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi oplyser slutteligt, at den uafhængige politiklagemyndighed (DUP) er underrettet om sagen og har modtaget sagsakterne, fordi en polititjenestemand har afgivet skud.

Pressen skal henvende sig til politikommissær Lars Nørskov Jørgensen i forbindelse med denne sag.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.