Skip to main content

Rolig guld-fest for politiet

Pressemeddelelse   •   Maj 18, 2014 23:05 CEST

Aalborgs gader var præget af fest og farver, da AaB i forbindelse med superligaens sidste kamp mod AGF fejrede guldet. Ud over ved selve stadion var mange mennesker forsamlet omkring Gammeltorv for at se kampen på storskærm, hvor spillerne også – på det gamle rådhus – efter kampen blev hædret.

Trods de mange mennesker i centrum af Aalborg gav det ikke anledning til stor travlhed for Nordjyllands Politi, der hele dagen var til stede med det såkaldte dialogpoliti, som let kan genkendes på de gule refleksveste. 

Derfor lyder der kun positive ord til fansene fra lederen af politiets indsats, vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt.

”Der var fra starten af en god og festlig stemning i hele byen. Langt de fleste fans opførte sig pænt. Det vil jeg gerne kvittere for med ros,” siger Ole Juul Schmidt.

Enkelte bøder uddelt
Trods den gode stemning så måtte betjentene fra Nordjyllands Politi enkelte gange skride ind.

2 mænd, begge AaB-fans, kan se frem til at modtage en bøde for at overtræde fyrværkeriloven, idet den ene under fodboldkampen antændte et romerlys, mens den anden kastede dette ind på fodboldbanen. Bøden er i størrelsesordenen 5000 kr. 

Derudover fik cirka en håndfuld personer en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen. En af bøderne blev uddelt under kampen, idet en tilskuer kastede en øl efter AGFs målmand.

De øvrige bøder for at overtræde ordensbekendtgørelsen blev uddelt til såkaldte baneløbere.

Mindst 5 blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen for at løbe ind på banen eller forsøge på at gøre det. Det udløser en bøde på 3000 kr. 

”Det kan jo næsten aldrig undgås – når så mange mennesker er forsamlede og fester – at vi er nødt til at udskrive nogle enkelte bøder, men det rokker ikke ved det overordnede billede: En aften fyldt med glade og rolige fodbold-fans, både fra AaB og fra AGF,” fastslår Ole Juul Schmidt.

I halen på de sigtelser, som Nordjyllands Politi har rejst, følger desuden en stadion-karantæne på 1 år – og det udløser følgende kommentar fra vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt: 

”Det er en måske en tanke værd, inden man laver ballade på stadion: At man risikerer en karantæne. 1 år er lang tid, hvis man er glad for at følge AaBs hjemmekampe.”

Trafikken blev påvirket
Der var trafikale udfordringer i midtbyen under og især efter fodboldkampen. Dels var der rigtig mange mennesker forsamlet på Gammeltorv for at se opgøret på storskærm, dels kørte et par ’guld-busser’ med AaB-spillerne efter kampen fra stadion og ind på Gammeltorv. Det gav problemer for bybusserne, der havde svært ved at passere gennem Boulevarden og ned til Nytorv.

”Vi havde udfordringer med at få trafikken igennem ad Østerågade og Boulevarden forbi Gammeltorv, så i slutningen af første halvleg måtte vi midlertidigt spærre af på Boulevarden, så blandt andet bybusser måtte køre udenom Nytorv, ligesom også ’guldbussernes’ tur fra stadion til Gammeltorv kraftigt påvirkede afviklingen af trafikken i centrum, ” siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt.

Nordjyllands Politi siger tak til alle fans - hjemmehørende såvel som gæstende – for en god og rolig fodbold-sæson i 2013/2014.

 

Spørgsmål fra pressen i relation til kampen kan efter kl. 08.00 i morgen rettes til vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt.

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.