Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 22. november 2016

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2016 11:25 CET

Kvindelig spritbilist
En 43-årig kvinde blev natten til tirsdag den 22. november 2016 standset af en patrulje på Søndergade i Hirtshals. Det viste sig, at kvinden var påvirket af spiritus og en alkometertest viste, at promillen var over det tilladte.
Kvinden blev sigtet for forholdet.


Værktøj stjålet fra varebil
I tidsrummet mandag kl. 23.30 – tirsdag kl. 06.00 blev en varebil på Ahornvej i Terndrup brudt op. Fra bilen blev der stjålet diverse el- og håndværktøj.
Ring 114 hvis du har oplysninger til sagen.


Tyveri fra nybyggeri
Diverse værktøj er blevet stjålet fra en byggeplads på Snehvidevej i Hjørring i løbet af natten til tirsdag. Ukendte gerningsmænd havde brudt døre op og herefter stjålet værktøjet.
Ring 114 hvis du har oplysninger til sagen.


Dybfrost-tyveri
Ukendte gerningsmænd har natten til tirsdag stjålet diverse madvarer fra en landejendom på Rakkebyvej ved Hjørring. Madvarerne blev stjålet fra en fryser, der stod i en garage. Inden gerningsmændene forlod stedet, valgte de tillige, at punktere forhjulene på ejernes bil, der stod parkeret i gården.


Røver sendt på flugt
Kiwi i Aalborg Øst blev mandag aften kl. 17.53 udsat for et forsøg på røveri.
Gerningsmanden truede personalet med en køkkenkniv for at få penge udleveret. Kunder i butikken henvendte sig til gerningsmanden, hvilket fik ham til at flygte fra stedet uden udbytte.
Under flugten løb manden ind i skydedørene, hvorved hans ansigt blev presset mod dørene. Herfra fik politiet sikret spor.
En hundepatrulje fandt senere gerningsvåbnet.
Manden beskrives som: dansk, 180-185 cm høj, spinkel af bygning. Han var iført sort trøje/jakke med gult logo på højre bryst og ryg, sorte bukser, sorte handsker, sorte Nike sko med hvid swoosh og maskeret med bandana med skeletmotiv.
Ring 114 hvis du har oplysninger til sagen

Med sine over 800 medarbejdere - politifolk, jurister og administrativt ansatte - arbejder Nordjyllands Politi for, at politikredsen er den mest sikre og trygge politikreds at virke, bo og færdes i.

Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige.