Skip to main content

Masser af nye tiltag på NorthSide

Pressemeddelelse   •   Apr 23, 2018 10:00 CEST

Mere overdækning, faste stier fra indgangsområdet ind på pladsen og slut med de professionelle pantsamlere er blandt de planlagte forbedringer til dette års festival

Da NorthSide blev lanceret i 2010 var det et endagsarrangement med fem danske bands, og siden da har festivalen hvert år udviklet sig og vokset sig større. Festivalens evolution fortsætter naturligvis, og der er i år planlagt en lang række forbedringer, der blandt andet skal sikre, at pladsen bedre kan håndtere dårligt vejr. Efter et udsolgt år med 40.000 gæster i Ådalen er det desuden blevet besluttet, at NorthSide 2018 skal vende tilbage til sin gamle kapacitet på 35.000 festivalgæster, selvom omrokeringer i opbygningen faktisk har sikret flere kvadratmeter til publikum.

- De to meget voldsomme skybrud var mere end nogen festivalplads ville kunne håndtere, og resultatet var en meget våd og mudret omgang sidste år. Derfor investerer vi nu i nogle nye løsninger, der skal sikre, at vand lettere kan løbe væk fra eksempelvis det stærkt trafikerede område ved indgangen og også fra selve pladsen. Der kommer også til at være faste stier i området Outside og langs boderne på hovedpladsen, og så kommer vi til at have 270 m3 flis på standby fra starten af festivalen, så vi er klar til at rykke hurtigt ud, hvis det skulle blive nødvendigt. Til sammenligning brugte vi sammenlagt 450 m3 flis sidste år, men med til historien hører dog, at flis ikke automatisk løser alle problemer, hvis uheldet er ude, og et skybrud rammer. Så har flisning ingen eller kun ringe effekt, da flis ikke kan suge vand væk. Men med en forstærkning af beredskabet og strategiske placeringer af dræn har vi en forventning om, at de mange nye tiltag vil sikre, at gæsterne bliver mødt af en meget flottere plads i år, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Udendørsarrangementer er altid i naturens nåde, og man kan aldrig gardere sig 100 procent mod serier af voldsomme skybrud. Men den vådeste version af NorthSide nogensinde får nu vidtrækkende konsekvenser i forsøget på sikre, at gæsterne til sommer får en bedre oplevelse end sidste år.

Arbejdet med pladsen er dog langt fra den eneste forbedring af NorthSide, man vil møde denne sommer. Her er et udpluk af de nye tiltag, der sammen med musikprogrammet og de øvrige aktiviteter og udbud skal sikre gæsterne en god oplevelse:

Mere plads
Der er sat 5.000 færre billetter i salg sammenlignet med sidste års festival. Derudover flyttes VIP- og presseområdet væk fra området bag Green Stage, så Sideshow får mere plads at boltre sig på, og der samlet bliver flere kvadratmeter til publikum.

Nye stier og dræn på pladsen
Der bygges hældninger og indlægges dræn i området fra Green Stage ned til indgangen for at undgå vandansamlinger i det stærkt trafikerede område. Der anlægges desuden en grussti fra indgangen op til Rå Bar på pladsen, og der vil blive anlagt grus- eller flisstier i kanten af hovedpladsen. Der vil desuden blive lavet stier ned til og rundt i området ved Red Stage samt Outside.

Flere overdækkede spiseområder
Som noget nyt sættes der en række sejl op over syv forskellige steder med boder, hvilket sammenlagt skal give 500 m2 overdækkede områder med borde og bænke, hvor man vil kunne spise sin mad i ly for sol eller regn.

Ingen pantboder på NorthSide
NorthSide introducerer en ny ordning, hvor man ikke længere kan indlevere ølkrus og kander for pant. Dette skal eliminere problemet med de professionelle pantsamlere, der gennem en årrække har været et forstyrrende element på festivalen. Der vil i stedet være mulighed for at spare panten, når man bytter til en ny genstand i baren, og samarbejdet med en række velgørende organisationer udvides, så de som de eneste vil kunne få penge til velgørenhed for indsamlet pant.

Bedre forhold for frivillige
Området for de frivillige får i år et større telt med flere overdækkede siddepladser, og med introduktionen af det nye tilmeldingsdepositum skulle deltagelsesprocenten på holdene også gerne være sikret, så alle løfter i flok og vi sammen får skabt en fantastisk festival.

VIP-området rykker ind på pladsen
Som noget nyt vil der blive placeret et to-etagers telt med overdækket terrasse med udsigt over pladsen ved siden af Vin & Champagne-området. Det giver en bedre placering i forhold til livet på pladsen for VIP-gæsterne og giver desuden mulighed for at åbne en 400 m2 stor festivaludgave af den fremragende gourmet restaurant Ferdinand under terrassen, der er åben for alle.

NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.