Gå til indhold
Nas til NorthSide
Nas til NorthSide

Pressemeddelelse -

Nas til NorthSide

Nastradamus så det ske: Manden bag verdens bedste rap-album lægger vejen forbi Aarhus til sommer

11 album er det indtil videre blevet til for New York-rapperen Nas, der har leveret fremragende titler som ”Nastradamus”, ”God’s Son” og ”Hip Hop is Dead”. Men mesterværket og den mest imponerende udgivelse er stadig debutpladen ”Illmatic” fra 1994, som den dengang 21-årige rapper havde indspillet sammen med dj-legenderne DJ Premier og Pete Rock.

Albummet er af mange blevet udråbt som det bedste debutalbum nogensinde fra en rapper, og mange har det endda som det bedste rap-album nogensinde! Med en trackliste der inkluderer ”N.Y. State of Mind”, ”The World is Yours” og ”It Ain’t Hard to Tell” kan det på ingen måde overraske, og særligt førstnævnte track står stadig virkelig skarpt i dag ikke mindst på grund af teksterne: ”It drops deep as it does in my breath. I never sleep, cause sleep is the cousin of death. Beyond the walls of intelligence, life is defined. I think of crime when I'm in a New York state of mind”.

”Illmatic” er gennem tiden blevet rost til skyerne for både tekster og musik, og så fremhæves særligt Nas’ flow, der både på plade og live er sofistikeret og kompliceret, men altid tydeligt og skarpt.

Det har også været kendetegnende for de efterfølgende udgivelser fra Nas, og ikke overraskende er rapperen ofte blevet bedt om at bidrage med rim til andre folks sange. Han har for eksempel samarbejdet med Rudimental, French Montana, Beastie Boys, Mariah Carey, Missy Elliott og Mary J. Blige, og på sine egne tracks har han blandt andet været i duel med will.i.am, Puff Daddy, Lauryn Hill og Q-Tip. Seneste højt profilerede samarbejde fandt sted på ”Nasir” fra 2018, hvor Kanye West er på som producer på hele pladen og også selv medvirker på ”Cops Shot the Kid” og ”Everything”.

Der er mere ny musik på vej fra Nas i 2019, men i første omgang handler det om den fænomenale historiefortællers første besøg på NorthSide, der med garanti bliver en intens og stilsikker affære.

Nas spiller fredag 7. juni på NorthSide 2019 

Efter dagens offentliggørelse er det foreløbige program til NorthSide 2019 som følger: Alice in Chains, Bon Iver, Cautious Clay, First Aid Kit, Foals, Georgia, Gnags, Jada, Jonah Blacksmith Filmkoncert, Kaytranada, Khalid, Kurt Vile & The Violators, L.O.C., Lydmor, Major Lazer, Migos, The Minds of 99, Nas, New Order, Peter Sommer & Tiggerne, The Streets, Suspekt, Tame Impala og Tove Lo.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.