Gå til indhold
Keane
Keane

Pressemeddelelse -

NorthSide er klar med stærk plakat

Keane, Phlake og Benal er blandt de sidste otte navne til årets fantastiske NorthSide-plakat

Siden oktober sidste år har NorthSide kunnet præsentere verdensklasse navne som Bon Iver, New Order, Tame Impala, The Streets, Major Lazer, Foals, Khalid, Migos, Nas, First Aid Kit, Mark Ronson og mange andre, og nu sættes der yderligere otte spændende navne på årets plakat.

Blandt de internationale tilføjelser finder man blandt andet det millionsælgende engelske band Keane, der efter seks års pause endelig er klar til at turnere igen. Bandets seneste danske show, der blev kaldt ”en fornem koncert” af GAFFA, var på NorthSide i 2013, og nu varsler Keane både ny musik og et comeback til de store scener.

Bandet med Tom Chaplin i front brød i 2004 igennem med pladen ”Hopes and Fears”, der indeholdt uundgåelige hits som "Somewhere Only We Know", "Everybody's Changing" og "Bedshaped", og i dag står bandets debut som en af de bedst sælgende engelske plader i de sidste tyve år. Striben af hits fortsatte med ”Is It Any Wonder?”, ”Crystal Ball”, “Stop for a Minute”, ”Silenced by the Night” og “Sovereign Light Café”, før de i 2013 tog sig en velfortjent pause.

Keane har solgt mere end 10 millioner plader på verdensplan, og alle deres fire album har ligget nummer et i hjemlandet England. De er et fortrinligt liveband med masser af sange, alle kan synge med på, og til sommer får de langt om længe deres comeback på NorthSide.

Den engelske hitmaskine får følgeskab af tre af de mest populære nye danske navne. Både Phlake og Saveus har tidligere med stor succes væltet Ådalen, og duoen Benal har meldt klar til deres første koncert på NorthSide. Alle tre navne er fast inventar på de danske hitlister og radiostationer, og hver især bidrager de med noget helt unikt til den danske musikscene.

Bestående af både nuværende og tidligere medlemmer af Tame Impala er australske Pond en spændende tilføjelse til programmet samme dag, som Kevin Parker er i byen. Tame Impala-frontmanden er både tidligere medlem af bandet og producer på deres seneste fem psykedeliske perler. Det seneste album, ”Tasmania”, blev rost af både Uncut og Pitchfork, og Ponds besøg på NorthSide bliver det 11 år gamle bands første danske festivalkoncert.

Det samme gør sig gældende for Philadelphia-bandet Hop Along, der gennem deres karriere har opnået stor kritisk succes i USA. Med ”Bark Your Head Off, Dog” har successen dog spredt sig, og bandet er blandt andet blevet tilføjet til programmet for dette års Coachella-festival. Herhjemme har Soundvenue også bidt mærke i bandet, og de delte fem stjerner ud til det, man nu kan kalde bandets gennembrudsalbum. Magasinet fremhæver særligt Frances Quinlan, hvis særprægede vokal og sangskriverstil gør, at bandet i høj grad skiller sig ud fra andre indie-bands. Soundvenue fremhævede desuden sangen ”How Simple” som en af de bedste fra 2018, og både den og den voldsomt fængende ”Somewhere a Judge” er fremragende indgangspunkter til dette virkelig fascinerende band.

Walisiske Novo Amor udgav en af sidste års smukkeste plader. Sangene på ”Birthplace” beskrives ofte som ”varme” og ”skandinaviske”, og der drages også ofte paralleller til Bon Iver. Det er med andre ord dybfølt og smuk moderne folk-musik, der emmer af natur og store vidder. Novo Amor har kun spillet en enkelt dansk koncert, så til sommer får den talentfulde sangskriver sin danske festivaldebut på NorthSide. Amerikanske Masego havde sin debut sidste år, da han spillede sin første danske koncert på Tinderbox sidste år. Her charmerede, sang og dansede han sig til en femstjernet anmeldelse i GAFFA, og nu tager den dybt originale musiker sin selvudråbte TrapHouseJazz-stil med til Aarhus, hvor han helt sikkert kommer til at starte en fest.

Dermed er der nu 39 navne på plakaten, og selvom dette skal betragtes som det endelige program for NorthSide 2019, er der dog stadig mulighed for, at der vil blive føjet et par navne mere til, når vi kommer tættere på festivalen.

Årets NorthSide-program er som følger:

Torsdag

TAME IMPALA // KHALID // THE STREETS

Alice in Chains // Foals // Kaytranada // Phlake // Tove Lo

Cautious Clay // Hop Along // Masego // Pond


Fredag

MAJOR LAZER // MARK RONSON // MIGOS // NEW ORDER

Benal // Gnags // Idles // L.O.C. // Michael Kiwanuka // Nas // Saveus

Alice Merton // Jada // Lydmor


Lørdag

BON IVER // KEANE // SUSPEKT // THE MINDS OF 99

The Blaze // First Aid Kit // Kurt Vile & The Violators // Peter Sommer & Tiggerne

Barselona // Bikstok // Georgia // Jonah Blacksmith Filmkoncert // Novo Amor

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.