Skip to main content

NORTHSIDE PRÆSENTERER RÖYKSOPP AND ROBYN DO IT AGAIN 2014

Pressemeddelelse   •   Dec 10, 2013 13:15 CET

DEN SVENSKE SANGERINDE ER GÅET SAMMEN MED DEN NORSKE DUO PÅ EN UNIK NY KONCERTTURNÉ, DER FØJES TIL PROGRAMMET FOR NORTHSIDE 2014 SAMMEN MED COLD SPECKS, LULU JAMES, BABY IN VAIN OG WHOMADEWHO

Denne sommer tager svenske Robyn og norske Röyksopp for første gang nogensinde på en verdensturné sammen, og vi er meget stolte og beærede over, at en af koncerterne på turnéen vil finde sted på NorthSide 2014.

Robyn og Röyksopp har en lang fælles historie, der inkluderer singlerne ”The Girl and The Robot” og ”None of Dem” samt koncertoptrædener sammen i blandt andet Los Angeles og Trondheim. De tre musikere er desuden gået i studiet for at indspille ny musik, og det er blandt andet det, de skal ud og præsentere på den kommende verdensturné.

Udover de to kollaborationer står de to nordiske navne hver især bag klassikere som ”Eple”, ”Poor Leno”, ”What Else is There?”, ”Show Me Love”, ”With Every Heartbeat”, ”Dancing on My Own”, ”Indestructible” og mange flere, så det bliver særdeles spændende at høre den nye musik, de arbejder på sammen.

Mon ikke også en del af de gamle hits dukker op til de kommende koncerter, men hvad de to elektroniske navne ellers har oppe i ærmet vil tiden vise. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi glæder os helt utroligt meget til at præsentere deres unikke fælles show på NorthSide til sommer.

COLD SPECKS
Da canadiske Al Spx i 2012 udsendte debutalbummet ”I Predict a Graceful Expulsion” under navnet Cold Specks, opfandt hun samtidig genren Doom Soul. Det er nemlig sådan, hun selv beskriver sine afdæmpede, men intense sange, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem soul, gospel, blues og folk, og altid med en rå og respektindgydende vokal i front. Al Spx er et helt unikt talent, som vi ser meget frem til at kunne præsentere på dette års festival.

LULU JAMES
Sangerinden bag ”Sweetest Thing” er født i Tanzania, men opvokset i England, hvor hun sammen med produceren Doomzilla har indspillet materiale, der blander soul med dubstep. Lulu James har endnu ikke udsendt sit debutalbum, men live har hun allerede bevist sit værd, og singlerne "Rope Mirage", "Closer" og ikke mindst "Sweetest Thing" lover rigtig godt for både det kommende album og den kommende koncert på NorthSide.


BABY IN VAIN
Den danske trio har gennem en stribe roste og hårdtslående koncerter sparket nyt liv i den danske rockscene. Tunge riffs, fængende vokalharmonier og rå attitude, der trækker på 90’ernes grunge og sludge-scene, har skaffet dem opmærksomhed ikke bare herhjemme, men også i udlandet, hvor blandt andet det tyske magasin Intro har spået dem en stor fremtid. Vi melder os i koret af folk, der er vilde med Baby in Vain og glæder os til at se dem i Ådalen.

WHOMADEWHO
Gennem de sidste ti år har WhoMadeWho været garant for fænomenale koncerter, hvor deres unikke blanding af rock og elektronisk musik altid sætter gang i en fest. Trioen er flittige gæster på festivaler rundt om i verden, men til juni er det gæsterne på NorthSide, der får mulighed for at danse med på sange som”Inside World”, ”Space For Rent” og deres seneste single ”The Morning” fra gruppens femte album, der udsendes til marts.

NorthSide 2014 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 13.-15. juni, og billetter sælges via Billetlugen.dk.

Besøg NorthSide.dk eller facebook.com/northsidefestival for mere info om NorthSide 2014.