Skip to main content

Publikum elsker NorthSide

Pressemeddelelse   •   Okt 23, 2018 10:00 CEST

NorthSide 2018

Imponerende 95 procent af gæsterne på NorthSide 2018 havde en rigtig god oplevelse

NorthSide 2018 vil formodentlig blive husket for mange ting inklusive gode koncerter, fantastisk vejr, flot indretning af pladsen og lækre madoplevelser. Men fælles for stort set alle, der husker tilbage vil ifølge analysevirksomheden Epinion være, at de havde en rigtig god oplevelse i Ådalen.

Lige knap 5.000 festivalgæster udfyldte efter festivalen et spørgeskema, og her fremgår det, at 95 procent af dem enten var begejstrede eller meget begejstrede for dette års festival. Det er det højeste antal tilfredse gæster i festivalens historie. Det medførte også, at 84 procent af de adspurgte allerede nu forventer at vende tilbage til festivalen til næste år.

Undersøgelsen viser, at langt de fleste af NorthSides gæster primært kommer på grund af musikken, og i år var der for andet år i træk stigning i tilfredsheden med programmet. 71 procent kommer primært for musikken, og tilfredsheden med musikprogrammet steg fra 7,6 sidste år til 7,7 i år.

Der var desuden opbakning til beslutningen om at starte festivalen på en torsdag. 69 procent foretrækker den nye opbygning, hvilket bidrog til arrangørernes beslutning om at fastholde samme struktur i 2019.

Sideshow og indretningen var en stor succes
Efter sidste års regnvåde festival var det vigtigt, at gæsterne i år blev mødt af en virkelig flot festivalplads, og den ambition blev i den grad indfriet. 94 procent var tilfredse med indretningen af pladsen, og den tilfredshed blev reflekteret, da gæsterne blev bedt om at nævne, hvilke ord de forbinder med NorthSide. Her siger 38 procent musik, og 25 procent siger økologi og bæredygtighed. Men samtidig siger 19 procent ”hyggeligt”, og 19 procent siger ”atmosfære”, hvilket indikerer, at ambitionen om at skabe en spændende, flot og velfungerende plads blev indfriet.

Udvidelsen af området Sideshow blev også modtaget særdeles positivt, og 72 procent siger, at de bemærkede Sideshow, og 54 procent deltog i arrangementer i Sideshow. 68 procent bemærkede det nye tiltag ”Kirken”, mens 74 procent bemærkede, at der var ”Silent Disco” i Sideshow-området.

59 procent kaldte Sideshow ”anderledes, spændende og med en fantastisk atmosfære”, men 22 procent kaldte det ”sjovt, vildt og festligt”.

- Det var været en virkelig positiv oplevelse at læse dette års rapport fra Epinion. Udover at det var dejligt at se, at den generelle tilfredshed var historisk høj, så var det også helt fantastisk at se, at det hårde arbejde med at udvikle en spændende plads ikke var forgæves. En vigtig del af det er Sideshow, der har været en stor satsning de sidste to år. Så det er skønt, at vi nu kan se, at den del af pladsen er blevet en populær tilføjelse til NorthSide-oplevelsen, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene for arrangørerne, og forberedelserne til NorthSide 2019 er da også allerede godt i gang. Det betyder blandt andet, at NorthSide på torsdag 25. oktober kan afsløre nogle de første navne til næste års festival.

Udvalgte facts:

  • 4.994 respondenter
  • 95% var enten begejstrede eller meget begejstrede for NorthSide 2018
  • 78% havde været på NorthSide mere end en gang
  • 84% vil gerne med igen til næste år
  • Folk foretrækker torsdag til lørdag (69%) eller er indifferente (17%)
  • 94% var tilfredse med indretningen af pladsen
  • 89% af gæsterne synes, at det er vigtigt, at NorthSide arbejder med bæredygtighed
  • 88% af aarhusianske gæster ankommer enten på cykel eller gående
  • 85% af alle gæster ankommer enten på cykel eller gående
  • 72% var klar over, at man kunne få sat sit armbånd på til en fest dagen inden NS18
  • 77% hjalp med affaldssorteringen, og flertallet synes, det var letforståeligt system
  • Størstedelen (69%) var glade for det nye pantsystem og syntes, det var en god idé

NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.