Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 10. - 11. april 2018

Nyhed   •   Apr 11, 2018 11:21 CEST

Kørsel uden førerret, Hørsholm
Klokken 08.00 blev en 45-årig kvindelig bilist standset på Mortenstrupvej og bedt om at fremvise et kørekort. Den opgave kunne hun ikke løse, da hun tidligere var blevet frakendt førerretten.

Bedrageri, Helsingør
Klokken 09.05 anmeldte en 83-årig mand, at han i weekenden var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Microsoft. Den 83-årige blev i den forbindelse lokket til at udlevere sit NEMid samt information fra sit pas, hvorefter der er blevet hævet penge fra mandens bankkonto.

Kørsel uden førerret, Jægerspris
Klokken 10.10 mødte Nordsjællands Politi en 57-årig mand bag rag rattet på en bil på Færgelundsvej selvom han var blevet frakendt førerretten.

Sprituskørsel, Skibby
Klokken 16.28 blev en 37-årig mandlig bilist standset på Østergade og bedt om at blæse i alkometeret. Det slog ud over det tilladte, hvorfor manden leverede en blodprøve, der nu skal fastslå den eventuelle promille.

Aktion mod hashsalg, Helsingør
Nordsjællands Politi foretog tirsdag eftermiddag omkring klokken 17 en aktion mod en erhvervsadresse og to privatadresser i Helsingør.

Baggrunden for aktionen var en række oplysninger til politiet om mistænkelig adfærd.

Ved aktionen blev der fundet 75 gram hash pakket i salgskugler, et mindre kontantbeløb (under 10.000 kroner), diverse regnskaber samt et oversavet jagtgevær, som dog ikke var funktionsdygtigt.

To mænd på henholdsvis 35 og 24 år blev anholdt og taget med til afhøring. De blev efterfølgende løsladt, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for en fremstilling i grundlovsforhør.

Frihedsberøvelse, Allerød
Klokken 21.12 indløb der anmeldelse om, at en mand var blevet tvunget ind i en bil af to-tre andre mænd, da han befandt sig på tankstationen i Blovstrød. Manden var efterfølgende frihedsberøvet i nogle timer, hvor han blandt andet blev udsat for vold.

Nordsjællands Politi efterforsker sagen som en lokal uenighed og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.