Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 13. - 14. november 2017

Nyhed   •   Nov 14, 2017 09:33 CET

Statue stjålet fra have
Ølstykke: En 40-årig kvinde måtte kigge en ekstra gang ud i sin forhave på Hagbardsvej, hvor der normalt står en hvid marmorstatue. Statuen, der er 70 cm høj og forestiller en mor, som rækker sig ind over et barn, var nemlig væk. Tyveriet er sket i tidsrummet mellem søndag ved 22-tiden og mandag morgen klokken 05.45. Der var hjulspor, formentlig fra en slags trækvogn, på stedet.

Fandt håndgranat i bil
Hørsholm: Mekanikerne på et bilværksted på Ådalsvej fik en forskrækkelse, da de mandag formiddag fandt en håndgranat i bagagerummet på en bil, som de skulle lave serviceeftersyn på. Værkstedet blev umiddelbart evakueret og EOD kom til stedet, hvor de kunne konstatere, at der var tale om en tom håndgranat fra 2. verdenskrig uden detonator. Da brugeren af bilen blev kontaktet, oplyste han, at han og familien havde været på besøg hos hans forældre, hvor hans søn havde set håndgranaten og efterfølgende fået den med hjem – og, at man havde glemt at tage den ud af bilen.

Bankrøveri mislykkedes
Hillerød: En mand gik klokken 10.44 ind i Danske Bank med en fiskekniv og forsøgte at true personalet til at udlevere penge til ham. Da det ikke lykkedes forlod manden stedetpå knallert i retning mod Føtex, mens hans sagde, at han ville prøve i en anden bank. Kort tid efter kunne Nordsjællands Politi anholde en 31-årig mand, som ud fra signalementet af bankrøveren, blev sat i forbindelse med røveriet. Det viste sig dog, at den 31-årige ikke var den rette gerningsmand og han blev løsladt igen.

Varetægtsfængslet efter voldtægtsanmeldelse
Frederiksværk: En 39-årig mand er ved Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i tre uger efter en 25-årig kvinde har anmeldt ham for voldtægt. Dommeren fandt, at der var risiko for, at den 39-årige ville påvirke de personer, som skal afhøres i forbindelse med den videre efterforskning og besluttede derfor at varetægtsfængsle ham.

Stjal taske fra bil
Charlottenlund: Fra en bil, som holdt parkeret på p-pladsen ved Charlottenlund Fort er der mandag mellem klokken 20.45 og 21.15 stjålet en taske. Tasken stod på bilens bagsæde og indeholdt en pung, makeup-pung samt høretelefoner og tyven har fået adgang ved at knuse en siderude i bilen.

Fandt daggert i park
Helsingør: En 58-årig kvinde gjorde et usædvanligt fund, da hun mandag aften gik tur i en lille park ved hendes bopæl. Kvinden fandt nemlig en 40 cm. lang daggert eller kniv og kontaktede derfor politiet og aftalte at aflevere den på politistationen.

Tricktyve stjal pungVirum: Det lykkedes to unge mænd at distrahere en 84-årig kvinde og stjæle hendes pung. De to mænd henvendte sig til kvinden, da hun var ved at lukke sig ind i sin opgang på Askevænget og viste hende en kort. Mens den ene taler med kvinden, lykkedes det den anden at stjæle hendes pung fra en taske, hvorefter de løb mod Fultonskolen og Hasselvej. De to mænd beskrives således:

A: pæn ung mand, ca. 20 år, formentlig østeuropæer, mørkt kort hår, mørk trekvartlang jakke, mørke bukser, med halstørklæde om halsen, talte engelsk.

B: kan ikke beskrives mere end, at han var lettere usoigneret.