Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 19. - 22. januar 2018.

Nyhed   •   Jan 22, 2018 11:29 CET

Knivstikkeri, Lyngby.

Fredag kl. 1004 anmeldtes fra en skole på Nybrovej, at en mand var blevet stukket i låret på stedet.

Ambulance og patruljer kørte frem, hvor en 19 årig mand blev kørt til behandling for stik med en machete i venstre lår. Ingen livsfare.

Ved hjælp fra vidner og signalement af gerningsmanden, lykkedes det for patruljerne at anholde en 17 årig gerningsmand, der blev taget med på stationen. Han blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør og fængslet.


Indbrud i villa, Nivå.

Fredag kl. 1831 anmeldtes fra en villa på Damgårdsvej, at man netop havde overrasket 2 indbrudstyve, der var løbet fra stedet ind over nogle marker.

Patruljer sendt til området, herunder hundevogne, hvor hundene efterfølgende gik spor over en strækning på ikke under 11 km fra Nivå over Lønholt, Fredensborg til Hesselrød, hvor de to gerningsmænd efterfølgende blev anholdt.

De anholdte mænd med alderen 23 og 32 år, blev begge taget med på stationen og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.


Uro og uorden, Vedbæk.

Lørdag kl. 0035 anmeldtes fra Vedbæk Station, at der blev knust ruder i toget og flere unge mennesker optrådte forstyrrende. Patruljer sendt til stedet, hvor de fik lagt en dæmper på situationen, men hvor en 15 årig dreng fortsatte med sin upassende opførsel ved bl.a. at kaste øl mod togvognen. Han blev anholdt og taget med til afrusning i detentionen og sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.


Indbrud i villa, Holte.

Søndag kl. 1826 anmeldtes et indbrud i en villa på Skovmindevej.

Patruljer til stedet, hvor der blev foretaget rondering i området efter gerningsmændene, der var blevet fotograferet.

En patrulje traf to serbiske mænd, der svarede til signalementerne, og som de tog kontakt til.

Under dette tabte den ene et koben, hvorfor de begge to blev anholdt og taget med til stationen.

De anholdte er mænd i alderen 30 og 34 år.


Narkobilist, Veksø.

Kl. 0038 standsede en patrulje på Frederikssundsvej en narkopåvirket fører af en personbil.

Føreren, en 21 årig mand fra Taastrup, blev narkometertestet, anholdt og taget med til prøveudtagning.

Han blev fundet i besiddelse af narko, hvorfor han også blev sigtet for dette.


Indbrud i cykelforretning, Hillerød.

Kl. 0444 anmeldtes rudeknusningsindbrud i en cykleforretning i Møllestræde.

Patrulje hurtigt frem, hvor de så en person løbe fra stedet med en værdifuld cykel.

En hund blev sendt efter ham, hvorfor han standsede og blev anholdt.

Den anholdte, en 31 årig mand fra Hjørring, blev taget med på stationen.