Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 27. - 29. januar 2018

Nyhed   •   Jan 29, 2018 10:46 CET

Kødglad tyv
Veksø: En ukendt mand stjal lørdag morgen seks stege og en mørbrad fra et supermarked på Kirkebakken. Manden kom ind i butikken klokken lidt i 8, tog en kurv med en pose i og gik ned til kødboksen, hvor han fyldte posen med kød til en værdi af 1600 kroner.

Når alkoholen går ind…
Skævinge: En 18-årig mand fra Slangerup måtte lørdag eftermiddag klokken 16.48 en tur med på politistationen, da han til en fest i Skævinge var blevet så fuld, at han ikke var i stand til at styre hverken sig selv eller sin mund. Da den tilkaldte patrulje nåede frem, fandt han således anledning til at kalde betjentene for ”bøsserøve” foran festens øvrige gæster. Det gav ham en tur med på politistationen og et ophold i detentionen.

Undersøgte skudhuller i dør
Hillerød: Lørdag formiddag klokken 10.33 rykkede Nordsjællands Politi ud til en anmeldelse om fund af skudhuller gennem flere døre og en mur i en beboelsesejendom i Slangerupgade. Området blev afspærret mens forholdet blev undersøgt, og der foretaget eftersøgning af en mulig gerningsmand til skyderiet og ransagning efter det anvendte skydevåben samt efter yderligere spor. Der er pt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Mistede herredømme over bil
Frederikssund: En 63-årig mand fra Ølstykke mistede søndag aften lidt efter klokken 19 herredømmet over sin bil, da han kom kørende i sydgående retning ad Roskildevej. Manden fik førstehjælp og blev fløjet til videre behandling på Rigshospitalets Traumeafdeling.

Stjal grill og gas fra have
Helsinge: En 59-årig kvinde opdagede lørdag morgen, at hendes gasgrill og tilhørende gasflaske var blevet stjålet fra hendes forhave på Nygade. Grillen og glasflasken havde stået under et halvtag i forhaven og kvinden havde ikke umiddelbart nogen mistanke om, hvem der kunne stå bag tyveriet.

Knivstikkeri i Kokkedal
Kokkedal: En 23-årig mand blev søndag aften stukket med kniv ud for Egedalshallen. Manden blev stukket flere gange i overkroppen og blev kørt til hospitalet, hvor han måtte opereres. Politiet afsøgte stedet med hunde og efterforskningen er fortsat i gang. Det er endnu for tidligt at sige noget om motivet og om, hvorvidt det er en eller flere gerningsmænd, som står bag.

Stjal kakao, is og sodavand
Frederikssund: En 40-årig mand fra Valby blev natten til mandag sigtet for butikstyveri. Manden indfandt sig på en tankstation på Frederiksværkvej, hvor han angiveligt stjal tre Cocio, en is og en sodavand.