Skip to main content

Uddrag af døgnrapport 29. dec. 2017 - 2. januar 2018

Nyhed   •   Jan 02, 2018 11:21 CET

Drenge stjal bil
Vedbæk: Tre drenge, en 16-årig og to 14-årige, tog fredag aften en tur i en stjålet bil. Drengene påkørte en parkeret bil på Vejporten i Lyngby og forsøgte senere at stikke af fra politiet. Patruljen så ingen anden mulighed for at standse drengene end at påkøre den bil, som de kørte i. Der skete ingen personskade i forbindelse med standsninge. De tre drenge blev taget med til afhøring og efterfølgende løsladt til deres forældres varetægt.

Tricktyv anholdt i lufthavn
Nordsjælland: En 42-årig eftersøgt tricktyv fra Bulgarien blev lørdag morgen anholdt i Københavns Lufthavn. Den 42-årige mand var ved anholdelsen i besiddelse af et større beløb i danske og udenlandske kontanter. Han erkendte de forhold, som han var eftersøgt for og blev varetægtsfængslet frem til den 25. januar.

Indbrudstyv anholdt og varetægtsfængslet
Fredensborg: En 25-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet frem til den 12. januar for et indbrud begået på Sørupvej. I forbindelse med indbruddet havde den 25-årige også stjålet en bil, og det var den, som han blev standset i af politikolleger fra Sydsjællands Politi.

Brand i bil
Helsingør: En bil brændte søndag formiddag, mens den stod på en parkeringsplads på Hestens Bakke. Bilen udgjorde ingen fare for omkringliggende bygninger og det skal nu undersøges, om brandårsdagen kan klarlægges nærmere.

Biltyv anholdt
Gentofte/Kgs. Lyngby: En 53-årig mand blev mandag aften anholdt, da han forsøgte at stjæle nogle fælge fra en bil, som holdt parkeret på Lyngbygårdsvej. Den 53-årige stod angiveligt også bag et indbrud i et bilværksted på Lagergårdsvej, i hvert fald blev han anholdt i en bil, som blev stjålet i forbindelse med dette indbrud. Manden blev taget med på politistationen, hvor det skal afgøres, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.