Skip to main content

​100.000 følgere hjælper nu Nordsjællands Politi

Pressemeddelelse   •   Aug 24, 2015 13:00 CEST

I forrige uge rundede Nordsjællands Politi et skarpt hjørne. Politikredsen opnåede nemlig sammenlagt 100.000 følgere fordelt på Facebook, Twitter og sms-tjenesten Tryk Politi.

De mange følgere hjælper blandt andet Nordsjællands Politi ved at agere ekstra øjne og ører, når politiet leder efter forsvundne personer, ligesom følgerne blandt andet deler efterlysninger af ejere til fundne genstande og advarsler fra politiet.

Det er noget, der vækker glæde hos politiinspektør i Nordsjællands Politi, Helge Holbek:

- I Nordsjællands Politi er vi meget stolte over og glade for, at så mange har valgt at følge os på de sociale medier og via sms Tryk Politi. Det er med til at bringe os tættere på borgerne, og forhåbentlig mener borgerne også, at de er kommet tættere på os, fortæller han.

De mange følgere viser ofte deres værd for Nordsjællands Politi. For blot to uger siden blev en 35-årig forsvundet autist fundet i løbet af fem kvarter ved hjælp af opmærksomme borgere, der havde set efterlysningen på sms. Og da 2-årige Storm forsvandt, blev Nordsjællands Politis efterlysning på Facebook set af mere end 2 mio. mennesker, og flere tusinde dukkede op for at deltage i eftersøgningen.

- Vi vil gerne sende stor tak til borgerne for, at de har lyst til at følge os på de forskellige medier. Vi er taknemmelige for al den hjælp, som borgerne bidrager med, og vi vil fortsætte med at bruge dem som en aktiv del af det politimæssige arbejde, slutter Helge Holbek.

Det skarpe hjørne blev mandag fejret i Nordsjællands Politi. Naturligvis med kaffe og kage.

Nordsjællands Politi kan følges på Facebook her og Twitter her, mens du kan tilmelde dig sms Tryk Politi her.

Mediernes kontaktperson er politiinspektør Helge Holbek via pressekoordinator Henrik Suhr på tlf. 7258 6688

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.