Skip to main content

Aktion mod menneskehandel

Pressemeddelelse   •   Jun 10, 2013 10:38 CEST

Nordsjællands politi har i dag, i samarbejde med SKAT’s særlige enhed under "projekt menneskehandel" , foretaget ransagningsaktion på 2 adresser i Helsingør og i Snekkersten, som benyttes af en familie fra Helsingør.

Der er i sagen anholdt 5 personer, og på den ene adresse blev der fundet 2 rumænske statsborgere, der efter endt afhøring vil blive overgivet til Center Mod Menneskehandel. Der er sikret en stor del dokumenter og effekter samt 1 stk. skarpladt pistol.

Sagen blev anmeldt til Nordsjællands politi af Helsingør kommune, der på baggrund af deres arbejde i området var blevet opmærksom på, at der på den ene adresse boede rumænere under kummerlige og slavelignende forhold.

Sagen er blot den seneste af lignende sager og det er Nordsjællands politis opfattelse, at der er tale om et mønster blandt en gruppe af personer indenfor rengøringsindustrien, som via egne selskaber rekrutterer udlændinge fra primært Rumænien til at komme til Danmark for at arbejde. Disse arbejder uden registrering for en meget lav løn og bliver indkvarteret under kummerlige forhold.

Evt. henvendelser fra pressen i sagens anledning til politiinspektør Michael Hellensberg, telefon 4036 1593.

___________________________________________________________________________________________
Vi løser alle umiddelbare borgervendte opgaver med fokus på borgernes tryghed, efterforsker og opklarer alvorlig kriminalitet, sikrer borgerne hurtig og kompetent bistand i faresituationer, forudsiger og imødegår ændringer i kriminalitetsmønsteret, arbejder forebyggende og løser alle vores opgaver som en moderne samarbejdende offentlig virksomhed,...