Skip to main content

De tekniske undersøgelser af forlystelsen Skyroller på Bakken er afsluttet

Pressemeddelelse   •   Apr 11, 2018 15:34 CEST

Tirsdag den 10. april foretog Nordsjællands Politi i samarbejde med den teknologiske rådgivningsvirksomhed Force Technology undersøgelser af forlystelsen Skyroller på Bakken, efter at en 12-årig dreng i weekenden kom til skade, muligvis som følge af en tur i forlystelsen.

Både forlystelsen generelt samt den specifikke vogn, hvori drengen sad, blev undersøgt, og der blev ikke fundet nogle tekniske fejl eller mangler, som kunne forklare, hvorfor drengen er kommet til skade.

Nordsjællands Politi skal derfor nu efterforske videre på hændelsen, hvilket blandt andet indebærer yderligere afhøring af vidner samt nærmere undersøgelse af lægeerklæringer.

Skyroller vil fortsat være lukket for offentligheden, imens undersøgelserne pågår, men ejeren har fået adgang til at lave forefaldende arbejde på forlystelsen.

Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2. Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.

Anklagemyndigheden i Nordsjælland er organiseret i advokaturer, der - udover almindelige sager - behandler hver deres specialområde (personfarlig kriminalitet, organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet, særlovskriminalitet og særlige sager). Anklagemyndigheden i Nordsjælland fører straffesager i Helsingør, Hillerød og Lyngby retskredse.

Pressehenvendelser til både Nordsjællands Politi og Anklagemyndigheden i Nordsjælland kan rettes til pressetelefonen på 7258 6688 eller mail til nsj-presse@politi.dk, medmindre andet fremgår.