Skip to main content

Fængselsstraf for forsøg på tvangsægteskab

Pressemeddelelse   •   Jun 06, 2017 09:55 CEST

Den 24. maj 2017 afsagde Retten i Helsingør dom i en sag mod et forældrepar, der har opholdt sig i Danmark siden 2014 som flygtninge fra Syrien sammen med deres børn.

Parret var blandt andet tiltalt for forsøg på tvangsægteskab efter straffelovens § 260, stk. 2. Et enigt domsmandsting fandt begge forældre skyldige og de blev idømt 1½ års ubetinget fængsel, og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Senioranklager Bente Schnack:

- Jeg er meget tilfreds med, at domsmandsretten var enige med Anklagemyndigheden i, at forældrene under trusler om at slå hende ihjel, har forsøgt at tvinge deres dengang 13-15-årige datter til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed. I Danmark bestemmer kvinder selv, hvem de vil dele deres liv med, og dommen sender et vigtigt signal til andre piger, der måtte befinde sig i en lignende situation – og til potentielle gerningspersoner.

Det er en af de første gange, at der i Danmark har været rejst tiltale og efterfølgende faldet en dom for forsøg på tvangsægteskab efter straffelovens § 260, stk. 2.

Dommen blev anket til frifindelse af begge de domfældte.

Henvendelser fra pressen kan rettes til Senioranklager Bente Schnack på tlf. 72586940

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.